Skriv en kommentar
’Irréversible’ starter egentligt, hvor den burde slutte. Gaspar Noé har nemlig – og det ganske vellykket – forsøgt at indfange protagonistens - her i skikkelse af en rasende Marcus (Vincent Cassel) - sindsstemning i kameraets bevægemønster og filmens akronologiske struktur. Resultatet er et temmelig kontroversielt og tankevækkende eksperiment, der ligner et mindre opgør med det filmsprog, vi kender. Intet minder til dels om den klassiske films fortællestruktur. Kronologien er hakket i små stumper og stykker, fejet sammen og klistret sammen på ny. Det er en i allerhøjeste grad ny og overraskende indgangsvinkel til faget. Men det virker!
Med slutscenen som det absolutte udgangspunkt følger vi, som seere, en fortælling, der kapitel for kapitel tager springet tilbage i tiden, fra en ubeskrivelig, modbydelig men velfortjent blodrus i det parisiske undergrundsmiljø til en aldeles øm og idyllisk kærlighedsscene et døgn tidligere, på et tidspunkt hvor harmonien stadig var en intakt og varmende størrelse.
Symboliseret gennem et hastigt roterende kamera, et hårrejsende lydspor og et rødglødende og dystopisk lysskær følger vi Marcus i et desperat, fortvivlet og ikke mindst harmdirrende forsøg på at fange gerningsmanden – det udyr der tidligere på aftenen på bestialsk og nærmest umenneskelig vis voldtog og torturerede hans kæreste i en undergrundspassage under de parisiske gader – en scene vi i øvrigt udsættes for i sin fulde udstrækning og næppe glemmer igen. Modbydeligt og kvalmende. Noé har utvivlsomt ikke lagt fingre imellem. Marcus buser frem som en såret tyr, der har stirret sig ond på tyrefægterens røde kappe. Sammen med vennen Pierre (Albert Dupontel) gennemsøger han det parisiske undergrundsmiljø for at hævne den ugerning, der har fået de dyriske instinkter frem i ham og ødelagt kæresten Alex’ (Monica Bellucci) liv for altid. Og det er da også de tre aktørers sindstilstand og filmens tekniske raffinementer, der er essensen af ’Irréversible’. Med en voldtægtsforbryder, der allerede afsløres og får sin bekomst i filmens første scene, kan det naturligvis heller ikke være anderledes.
Men nu er det heller ikke forbryderens deroute eller offerets nedtur, der er det vigtigste. Heldigvis! For når alt kommer til alt, er historien egentligt ganske banal og ligetil. Det er filmens autonome og selvbestaltede univers til gengæld ikke. Det er en så heftig leg med konventioner og etableret filmsprogskunnen, der må få selv en Lars von Trier til at lade sig imponere og blive grebet af lysten til at lege med. På uforklarlig vis er det nemlig lykkedes den legesyge Noé at lade hovedaktørernes følelsesregister forplante sig i kameraets bevægelser og lyssætningen som helhed. Det mærker man også på aktørerne, der ikke har holdt sig tilbage, leger med og leverer blændende præstationer. Dermed fremstår ’Irréversible’ som en meget subjektiv og intens oplevelse, der højst sandsynligt vil dele vandene men utvivlsomt vil være meget svær at ryste af sig igen.
Som helhed ligger den dynamiske råstyrke i medrivende, dramatisk skuespil, en teknisk leg og kunnen med mediet som fortælleorgan og en evne til at fremmane stærke og umenneskelige følelser, så det stikker i øjenhulerne. Men alt skal behandles med måde. Det gælder især, når fortællerytmen udsættes for eksperimentelle overgreb, der som Dali og Búnuel gjorde det i den klassiske kortfilm om den andalusiske hund sætter tidsfaktoren ud af spil og samtidig gør teknikken til en autonom enhed. Samtidig havde en stærkere historie nu nok været at foretrække. En leg med tekniske raffinementer kan nemlig godt blive lidt af en styrkeprøve i samfulde halvfems minutter.
