Skriv en kommentar
Hvorfor blev “It Ends With Us” en af årets største talk of the town? Hvordan lykkedes den med at holde sig biografaktuel så længe? Hvad gjorde, at anbefalingerne føg fra mund til mund? Det ved man først efter at have set filmen, der er baseret på Colleen Hoovers roman fra 2016.
Oplevelsen er en solid firestjernet af slagsen, mens den står på. Hvis man så lige puster ud bagefter, så ryger der en ekstra stjerne i hatten, for det romantiske drama er en ganske hård nyser, der bliver i dit system. Hovedrolleindehaver Blake Lively (The Shallows) spiller ganske fint som Lily Bloom, der møder hjernekirurgen Ryle (Justin Baldoni). Et særligt bånd opstår og i Ryles selskab finder Lily ro, forståelse og omsorg. Man lurer ret hurtigt, at sød musik nok snart vil opstå - og ganske rigtigt.
I Ryle har Lily fundet den perfekte partner. Ganske som Lily faktisk havde fundet som ung i Atlas, som hun var dybt forelsket i, indtil Lilys far på brutal vis blandede sig i forholdet og i en voldsom handling fik skilt de to ad. Lilys far var gennemgående en hustyran uden at Lilys mor egentlig ville erkende det. Hvorledes fronterne var trukket op i den kontekst, ses tydeligt i filmens åbningssekvens, hvor Lilys far begravet og Lily holder en afvisende kort tale ved kisten. I flashbacks ser vi Lily og Atlas som unge, og hvor der er tydeligt genskær fra den glæde Lily havde dengang og nu, hvor Ryle er hendes et og alt. Herfra kunne jeg underholde med anekdoter om Lilys åbning af en karrierevej, hendes graviditet og hvad der ellers er forbundet med livets højdepunkter, men…
Som tiden går viser Ryle sig at have en lille snert af kontrol- og dominansbehov. Dette bliver mere og mere udpenslet, og som seer sidder man med en klar fornemmelse af, at Lily snart træder ud af forholdet, der bliver mere og mere præget af vold, ydmygelser, behagesyge, underdanighed. Lily ender gradvist med at blive indhyllet i samme mønster, som er så genkendeligt fra egen opvækst. Man sidder og venter på, at Lily med sin store indsigt i omstændighedernes konsekvens trækker stikket, men den menneskelige psykologi ser ud til at fastholde Lily i vanernes magt. Det bliver bestemt ikke nemmere, da Ryle og Lily en dag er på restaurant og får retten serveret af stedets indehaver, som er identiske med den Atlas, som Lily var så stormende forelsket i år tilbage. Atlas har bestemt ikke glemt Lily, hvilket Ryle omgående fornemmer. Lily står nu i sit livs dilemma!
Blake Lively = ganske fint. Ja, mens man ser på. Ganske som ovenstående tendens, så er man endnu mere bjergtaget, når rulleteksterne går på hæld. Det samme med Justin Baldoni, der spiller Ryle (og rent faktisk også har instrueret hele pivtøjet). For dælen, hvor er han irriterende. Han har sin søde overflade, men den dystre side er så frastødende, at man næsten ikke kan holde ud at se på ham. Man kan sige, at “It Ends With Us”-instruktøren nok næppe har været i tvivl om, hvor effektivt man kan præsentere fjendebilledet for sit publikum. Godt set og lavet af Baldoni.
Den eneste store fodfejl, som jeg tænker Baldoni og team har begået, er at caste en ung og ældre Atlas, som på ingen måde deler nogen som helst træk. De to skuespilleres udtryk og udseende kunne ikke være mere fjernt fra hinanden. Det koster lidt på den ægthedsfølelse, der ellers gennemsyrer “It Ends With Us”, der som tidligere antydet lander på 5 solide stjerner.
