Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jacques Tati skabte med sin Monsieur Hulot en komisk figur der mere end nogen anden komisk figur satte moderniteten i spil. Kan man i disse højglanspolerede hollywooddage forestille sig en hovedperson der ikke har noget mål, noget projekt der skal forløses i tre akter eller efter en berettermodel? Næppe. Men Hulot har det ikke. Og det er pointen; Tati slipper dette projektløse menneske løs i en moderne verden der overfladisk set er frygtelig effektiv og hele tiden holder sig mål og med for øje. Resultatet er et livsværk der stadig, her mere end 30 år efter Tatis sidste film, er næsten skræmmende friskt og præcist i sin modernitetskritik.
At Tati havde et godt øje til moderniteten, så at sige fra starten af inden Hulot blev til, demonstreres på herligste vis i Tatis første spillefilm, ”En festlig dag” (1948), hvor postbudet i en lille fransk provinsby tager kampen op med de amerikanske postbudes utrolige effektivitet, sådan som den bliver præsenteret på torvet i teltbiografen på den franske nationaldag. Filmen blev oprindelig skudt med to kameraer, det ene med sort/hvid film det andet med farve – man var med god grund usikker på farveteknikken. Og det blev da også den sort/hvide udgave der havde premiere. Men på DVD-udgivelsen her er farvefilmen restaureret! To diske sørger for, at man kan vælge at se filmen som den blev præsenteret, eller som den var tænkt præsenteret dengang!
I ”Festlige Feriedage” (1953) er Hulot en realitet. Den distræte, langbenede og piberygende figur der har arvet sin stumhed og uforståelige mumlen fra den forrige films postbud, sætter kulør på de ellers konventionelle feriedage for borgerskabet i den provinsielle badeby. Det bobler af poesi, når Hulot sætter vinduet på klem, så at kanariefuglen får lys, eller når han sætter en larmende plade med ”negermusik” på grammofonen eller …
Den fuldt udfoldede modernitetskritik finder man i ”Min onkel” (1958). Onklen er Hulot der af dén familiemæssige årsag tåles af direktørparret med den lille søn i det gennemmoderniserede hjem – i dag kaldes det ”det intelligente hjem”. Her drukner al farve, fantasi og sanselighed i borgerlig pænhed og effektivitet; springvandet tændes kun, når der kommer gæster; haven er omdannet til en dræbende gangsti, hvor det er en katastrofe at træde uden for fliserne, og simpelthen ikke er plads til at være; køkkenet er nærmest fabrik under madlavning; og soveværelsesvinduerne fremtræder som to øjne der spejder nervøst ud i natten. Ikke uden vores skadefryd låses ægteparret inde i egen automatiske carport. Bedre er det selvsagt ikke på direktørens fabrik, hvor der produceres plasticslanger i lange baner. Hulot tager sønnen ved hånden på tur som ren befrielse.
Tatis modernitetskritik kulminerer med den stort anlagte ”Playtime” (1967), der udspiller sig i et kæmpemæssigt kompleks af cement og glas, hvor menneskene bevæger sig rundt imellem hinanden i rum der på én gang er gennemsigtige og umulige at finde rundt i. Det er angiveligt Paris, men seværdighederne viser sig kun i vinduernes flygtige spejlbilleder. Dette er Langs ”Metropolis´” og siden hen Scotts ”Blade Runner”-univers. Her er alle tilskuere, men ingen ser noget, kun Hulot, der som en komisk udgave af Kafkas hovedperson K i ”Processen”, forsøger at finde rundt. Hvad hans mission er, uden den vigtige at give os ”bedrevidende” tilskuere syn for sagn, står hen i det uvisse. Det er mere end ironisk, at den stort anlagte modernitetskritik betød, at Tatis filmselskab gik konkurs, og Tati mistede hus og hjem og rettighederne til alle sine film.
Tatis sidste egentlige spillefilm er ”Traffik” (1971). Vel er trafikken et taknemmeligt emblem over moderniteten, når den er værst, men det er næppe vist mere overbevisende end hos Tati, når han sender Hulot af sted ud på motorvejenes helvede, for at præsentere en bil, som Storm P ville have billiget, på en bilmesse i Amsterdam. At Hulot aldrig når frem, er ingen overraskelse. Til gengæld betyder det ingenting – for ham. Ud af mange herlige scener skal fremhæves det ekstremt velkoreograferede bilsammenstød på motorvejen, og ikke mindst Apollo 11s månelanding på fjernsynsskærmen i et bilværksted ude på landet, hvor man har masser af tid; bilvrag, dovenskaben, det gode måltid og det smukke landskab mellem mennesker får for en stund overtaget over de store ”betydningsfulde” projekter.
Tatis film er bemærkelsesværdige i flere henseender. Iøjnefaldende er det, at hans figur, Monsieur Hulot fylder så lidt. Det er ikke så meget de ting, han foretager sig i sin distraktion der er pointen – som det ellers er traditionen i komiske film fra stumfilmens dage og til i dag – det er den baggrund distraktionen finder sted på, der er det. Modernitetens og borgerlighedens ”formfuldendthed”, dvs. latterlighed forstærkes, så snart Hulot gør sin vitterligt stille entré. Hulot forstærker det mønster, den rutinemæssige koreografi, som det moderne menneske bevæger sig gennem verden i. Detaljerne er overvældende, og den stille overdrivelse af mønstrene er stor, stor komik. Tatis sans for aflæsning af mønstre og systemer i hverdagen er kort sagt fænomenal og forløser poesi på den værst tænkelige baggrund. Alene for at få øje på de mange detaljer i den koreografi Tati har instrueret sit ofte store persongalleri med er filmene flere gensyn værd.
Dialogen spiller ingen rolle hos Tati. Det gør til gengæld reallyden. Man finder næppe mere gennemarbejdede og mere betydningsladede lydsider end i Tatis værker. Ligesom med koreografien skaber Tati et lydunivers af stor komik ud af modernitetens larm eller larmende stilhed. Det kan kun anbefales, at man skruer godt op for lyden, når man begiver sig ind i Tatis univers.
Tatis modernitetskritik er aldrig nostalgisk. Der var ikke engang, hvor alting var bedre; dengang som nu er først postbudet og siden Monsieur Hulot skæve eksistenser, på landet og i byen. Postbudet kører sin runde i fænomenal tid i 1948 til ingen verdens nytte, Hulot når aldrig frem med sin fænomenale bil i 1971; det begyndte og endte uden resultat, men på vejen skabte de stor poesi og stor komik midt i de mere eller mindre meningsløse, ”effektive” rutiner.
Man må spørge sig selv, hvor den komiker er der tog arven op efter Tati. Her 30 år efter Tati er han/hun, der kan gøre stor latter ud af det moderne i dag, svær at få øje på. Eller er det, som forfatteren Milan Kundera engang sagde det, sådan, ´at i det 20 århundrede var det kun en ubetydelighed der skilte det frygtelige fra det komiske. Latterens europæiske historie nærmer sig sin afslutning´?!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
