Skriv en kommentar
Når man læser plottet i sammenkogt form, lyder det både makabert og en lille smule uhyggeligt. Når man så bagefter ser filmen, så er det overraskende, hvor enkelt, gribende og vedkommende historien kan blive vendt.
Eddy og Osman er to småforbrydere, som på hver deres måde men med fælles svigtende held har forsøgt at klare livets genvordigheder og udfordringer. Osman tænker sig måske en smule mere om end Eddy, blandt andet fordi han faktisk har stiftet familie og fået en datter. Eddys kone er imidlertid syg og hospitalsindlagt og med udsigten til en hospitalsregning, der langt overstiger hans så godt som ikke-eksisterende formue, går han efter noget betænkningstid med på Osmans ide om at grave den nylige begravede Charlie Chaplin op, gemme liget et sted og derefter kræve løsepenge af Chaplins enke.
Osman har så absolut hjertet på rette sted. Han gør sit bedste for at holde humøret højt hos Eddys datter, blandt ved at hjælpe hende med at lære at læse. Han er også den, der ikke kan bære at se, hvordan det går Eddy på, at han ikke kan betale, hvad det koster for at gøre Eddys kone rask igen.
Historien får på den måde et skær af de både gribende og morsomme historier, som var vigtige bestanddele i Chaplins vagabond. I det hele taget både kan og skal filmen ses som en stor kærlighedserklæring til Chaplin, hans film og den menneskelighed, der har grebet publikum i mere end en menneskealder. Der er referencer til Chaplins film. Der er brug af Chaplins egne filmtemaer. Og der er fremfor alt et uforligneligt samspil mellem Benoît Poelvoorde som Osman og Roschdy Zem som Eddy.
Eddy og Osman har ikke ligefrem lagt en velovervejet plan. De ringer op til Chaplins enke og kommer op at småskændes om, hvordan samtalen skal gribes an. Der skal ikke mange iagttagelser til for enkens sekretær til at lure, at der ikke just er tale om hårdkogte, internationale forbrydere. Så sagen bliver trukket i langdrag og selv om Eddy og Osman sætter deres krav om løsepenge for liget dramatisk ned, står sekretæren fast.
Det vil være synd at røbe, hvordan historien ender – ud over at man går fra biografen med et smil på læben og er blevet en smule mere varm om hjertet.
