Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Jailhouse Rock” er som minimum et nummer sunget af Elvis Presley som er bekendt af alle, men de fleste har bestemt også hørt om filmen. Dette er en vigtig film både for filmhistorien og musikhistorien, da den på sin vis var filmen der etablerede Elvis Presley som en multikunstner – dvs. musiker og skuespiller. Ganske vist er det Elvis’ tredje film, men det var først i ”Jailhouse Rock”, at han fik frie tøjler til at ”rocke ud”. I historiemæssig kontekst er ”Jailhouse Rock” derfor nærmest et must-see for film- og musikelskere, dog er filmen næppe noget mesterværk.
Vince Everett, en kæphøj og arrogant ung fyr, sidder i fængsel for at have dræbt en mand under et slagsmål på en bar. Her møder han den gamle countrysanger Hunk Houghton, der lærer Vince at spille guitar og synge. Hunk har dog ikke helt rent mel i posen, og efter en Tv-udsendelse hvor både Hunk og Vince får chancen på skærmen, gemmer Hunk alle Vinces fanbreve af vejen, og skriver en kontrakt med Vince, der omhandler en lang turne efter fængslet. Vince bliver løsladt først, og har ikke i sinde at vente på Hunk. Han stormer af sted til en klub, og prøver lykken. Her møder han Peggy Van Alden der arbejder i musikbranchen, og tager Vince under vingen.
”Jailhouse Rock” er som et langt metaforisk parallel til den virkelige verden. Dengang så verden selvfølgelig anderledes ud end i dag, og ungdommen ventede bare på at slippe bæstet løs i dem selv. Filmen blev dengang og stadig delvist anset som en musical, men da sangene ikke fortæller historien, og karaktererne i filmen ikke pludselig og konstant bryder ud i sang, vil jeg nærmere kalde filmen for et musikalsk drama. Vores hovedperson Vince er uden tvivl unik, problemet med ham er bare, at næsten ingen, hverken dengang eller i dag, vil kunne identificere sig med ham. Manden der drømmer om penge og berømmelse er nemlig samtidig et lidt dumt svin, der glemmer de fleste der har hjulpet ham på vejen til berømmelse. Dette samt filmen unaturlige flow gør filmen til en sær oplevelse. Ganske vist er enkelte scener helt fantastiske, men de er få og langt imellem.
Elvis Presley spiller naturligvis hovedrollen, og har da naturligvis også meget tilfælles med denne. Allerede her i hans tredje film viser Elvis et enormt talent som skuespiller, som desværre blev ignoreret af mange, da manden ofte blev tilbudt de helt forkerte roller i de helt forkerte film. Selvfølgelig er det svært for filmselskaberne at anse manden som andet end et rockikon, men alligevel er det synd, for Elvis kunne sagtens have magtet bedre og større roller end dem han endte med at få. Dette er en Elvis-film i ordets forstand, og selvom skuespillet faktisk er fint hele vejen rundt i filmen, er det pga. Elvis at man ser filmen. Judy Tyler som Peggy Van Alden gør dog et godt stykke arbejde som modspiller til Elvis’ figur, og ligeså er Mickey Shaughnessy som Hunk Houghton en fornøjelse. Instruktøren Richard Thorpe havde allerede lavet mange film, og var en ganske etableret og anerkendt instruktør, da han besluttede sig for at stå bag kameraet på ”Jailhouse Rock”. Filmen emmer da også af professionalisme, og Thorpe har styr på sit håndværk. Hans mange close-ups af Elvis der synger, viser en subtil mimik, og kommer tættere på stjernen end langt de fleste fans tør håbe på.
Det kan ikke understreges nok, at ”Jailhouse Rock” skal ses ud fra et historiemæssigt synspunkt. Filmen er i dag ganske forældet, og historien er hverken chokerende eller dybdegående som den var dengang. Det er en overfladisk men underholdende oplevelse at se Elvis før han slog rigtigt igennem, og se det spildte talent som skuespiller, men efter filmen er færdig, er det vist kun de inkarnerede Elvis-fans der vender tilbage til ”Jailhouse Rock”.
”Jailhouse Rock” er blevet digitalt remastered, hvilket betyder at billede og lyd er bedre end nogensinde. Anamorphic Widescreen og 5.1 Dolby Surround til en sort/hvid film fra 1957 er en smuk oplevelse, men det originale monospor er også bevaret. En featurette på 17 minutter om scenen hvor ”Jailhouse Rock” titelnummeret bliver sunget er meget interessant. Man kan vel egentlig også tillade sig at kalde den scene for den første musikvideo, men i programmet bliver Elvis, filmen og scenen diskuteret så man ikke kan andet end at respektere dem. Filmen har ligeså et kommentarspor af Steve Pond, forfatteren af ”Elvis In Hollywood”, som giver en fin indsigt i filmen og Elvis som person.
Warner Home Video.
