Skriv en kommentar
Ikke endnu en, vil nogen tænke med et anstrengende suk.
Here we go again, vil andre hvine med lykkelige rus i hele kroppen.
Vi taler om endnu en filmatisering af Charlotte Brontës eviggyldige klassiker, Jane Eyre. Værket, der første gang blev udgivet helt tilbage i 1847 har altså haft over 160 år på bagen. Siden celluloidstrimlens opfindelse er der desuden blevet stablet 18 filmversioner sammen og produceret ni tv-udgaver. Den første filmiske stiften bekendtskab med Brontës udødelige værk var tilbage i 1910 og den seneste i 1996.
Vi taler altså om afsindigt mange filmatiseringer og ligeså mange stjernenavne, der gennem årene har påtages sig romanens hovedroller, alle fra den legendariske Orson Welles og George C. Scott til mere nutidige filmhelte som William Hurt og Charlotte Gainsbourg.
Med alle disse tal og navne summende i hovedet, popper det uundgåelige spørgsmål uvægerligt op – er det virkelig nødvendigt med en 19. filmudgave af denne åbenbart evigt populære fortælling? Overtegnede skal være ærlig og indrømme, at hun, på trods af værkets vedblivende genopdagelse på den store og lille skærm, aldrig har set nogle af filmene, tv-serierne eller læst selve romanen. Men hvor heldig og hvor beriget føler hun sig dog ikke nu efter endelig at have fået øjnene op for denne ombejlede fortælling med Cary Joji Fukunagas seneste fortolkning af Jane Eyre? Skulle du tvivle, er det et retorisk spørgsmål.
Egentlig er historien ganske simpel. I 1800-tallets nådesløse England vokser Jane Eyre (Mia Wasikowska) op på en streng og hård pigekostskole, hvor kæft, trit og retning dagligt er på menuen. Hun er blevet sendt dertil af sin følelseskolde tante, der, på trods af sin velbemidlede tilværelse, har lukket hjerte og hjem for den stridige Jane, der allerede fra barnsben synes udstyret med et åndeligt mod og sjælelig styrke, der ville gøre selveste Herkules forlegen. Som teenager ankommer hun til det afsidesliggende Thornfield Hall for at arbejde som guvernante. Mødet med borgens trodsige, men egenrådige godsejer Edward Rocherster (Michael Fassbender) bliver omvæltende for dem begge, men udefrakommende farer truer med at ødelægge idyllen …
Love me tender på victoriansk
Cary Joji Fukunagas debutfilm var den stærke, stemningsfulde Sin Nombre (2008) om de dødsensfarlige togrejser, som Mellemamerikas illegale indvandrere fortager i deres desperate forsøg på at komme til USA. Ligesom i forgængeren er Fukunaga eminent til at fremmane en stemningsmæssig feel, der med næsten umærkelig magt siver ned igennem hver en pore på din krop, penetrerer dine inderste organer, indtil den omslutter hver en cellekim og klemmer dyb fascination og ægte indlevelse ud af dem.
Fukunagas fornemmelse for den visuelle æstetik er enestående. Thornfield Hall bliver draget fantastisk fermt frem i sin bedrøvede, dystre gotik. Dens omkringliggende heder er omslynget af tågede landskaber, der lægger sig som et sigende symbolsk lag over fortællingens generelle mystik. Grålige nuancer og ringe belysning tilføjer filmen den sidste atmosfæriske touch af fuldlødig intimitet, alene den stille, skyggefulde setting kan præstere. Impressionistiske iscenesættelser, som nærmest synes at være blevet levendegjort direkte fra de store kunstneres lærreder bidrager med en vedvarende atmosfære af pirrende usikkerhed og drømmende uvirkelighed. Det er virkelig smukt. Ganske enkelt smukt. Kræs for øjnene, inspirerende for fantasien, indsugende for bevidstheden. Alene filmens stilistiske fremtrædelsesform gør filmen seværdig, men det er i dennes skønne parringsdans med det fortællermæssige plan, at filmen gør sig mindeværdig.
Fortællingen fortælles baglæns, altså i meningsfulde flashbacks, der kun koncentrerer sig om de essentielle punkter i Jane Eyres liv, altså de, for det meste, barske kolbøtter, som den unge Jane måtte udstå i sin ubarmhjertige tilværelse. Mia Wasikowska, mest kendt fra Tim Burtons Alice i eventyrland (2010), inkarnerer den individualistiske Jane på fornem vis. Denne anmelder kan nu, efter at have set filmen, faktisk ikke forestille sig nogen anden skuespiller gøre det ligeså sublimt. Oscarklokkerne burde ringe for dette store talent.
Der er en karakterfuld kraft i hendes blik, en talende udtryksfuld mimik, selv når hun ikke siger et ord. Hendes statur oser af storladent sjæleliv, der er Jane Eyres kanoniske status værdigt. Hun suger ens opmærksomhed til sig og evner at lade den blive der, uden overhovedet at anstrenge sig.
Hun suppleres fænomenalt af en Michael Fassbender, der muligvis aldrig har været bedre. Den victorianske Rochester fremstiller Fassbender som en utrolig tiltrækkende figur. Hemmelighedsfuld, rodløs, egensindig. Fortrinlig til at læse og forstå den indelukkede Jane, urørlig når det kommer til tidens gældende normsæt, flygtig som en let vind, stålsat som en tung klippe. Samspillet mellem Jane og Rochester er tirrende uden nogensinde rigtigt at udvikle sig til fysisk kontakt. Det er åndelig dialektik, sjæleligt fællesskab, mentalt samhør.
Historiens udfolder sig sagte med indlysende respekt for sit autoritære forlæg, men også med en åbenbar vilje til at skrælle alt det overskydende væk og alene centrere sig om det ømme, opbyggelige kærlighedsbånd mellem Jane og Rochester, men tillige også om Janes frygtløse, betagende væsen, der set i datidens lys står frem som et sandt kvindeforbillede.
Om denne er den bedste filmiske version af Jane Eyre kan denne anmelder ikke udtale sig om. Uden at have set nogle af de tidligere forsøg, vil jeg dog vove påstanden, at det nemt kan forholde sig sådan.
Jane Eyre anno 2011 er nemlig både visuelt stimulerende, åndeligt kildrende og sjæleligt berigende ... og fortjener derfor alle de klapsalver, som landets biografpublikum overhovedet kan opdrive.
