Skriv en kommentar
I 1989 melder Anthony Swofford sig til hæren. Staff Sergent Sykes opdager snart at Swofford ikke er helt tabt bag en vogn, og påbegynder træningen som snigskytte med ham, dette gennemfører han. Snart udbryder Golfkrigen, og Swofford og hans kammerater tager af sted til en krig de er blevet trænet til, men opdager snart at der ikke er meget krig ude i ørkenen. De træner og træner, men først og fremmest keder de sig i de lange timer, dage og måneder inden de bliver sat i brug.
Fra det allerførste billede er man solgt og opslugt af Jarhead. Dens oprigtighed kommer tæt ind på livet af en, og man bliver hurtigt selv en del af filmen. Snart er det en selv der sidder ude i ørkenen og venter på en krig der aldrig sker. Jarhead efterlader et så stort indtryk, at man bagefter ikke er et sekund i tvivl om, at man selv har deltaget i Golfkrigen.
Jarhead er en slags hybrid mellem Full Metal Jacket og Three Kings, og så er den alligevel sin helt egen. Dette er ikke nødvendigvis en anti-krigsfilm, men mere en film der er hvad du gør den til. Den fortæller den sande historie om Swofford, kammeratskabet i hæren og de psykiske problemer man der kan blive udsat for. Det der er vigtigst er dog at den aldrig forlader Swoffords synsvinkel, og derfor kommer der en meget personlig og unik historie ud af filmen.
Sam Mendes har endnu engang skabt et værk man enten elsker eller hader, men ligegyldigt hvad efterlader Jarhead et indtryk. Mendes har før instrueret American Beauty og Road To Perdition, som begge var stærkt repræsenteret ved Oscar uddelingerne. Jarhead er hans måske mest ærlige værk til dato, og man kan mærke hans vækst med denne film. Mendes er nået langt med hans film, og han er bestemt ikke en genreinstruktør, men mere en kunster der her beviser, at han også mestrer krigsfilm. Jarhead er nok den første krigsfilm jeg har set, som ikke nødvendigvis var en antikrigsfilm, og den er bestemt heller ikke patriotisk eller omvendt. Den handler om den lille mand, der venter på det job han er blevet trænet til, og som han aldrig får lov til at udføre. Mendes holder et fast greb om sine karakterer, og får alle skuespillerne til at yde sit bedste.
Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen som Swofford. Han slog igennem i 2001 med Donnie Darko, og har efterhånden sat sit fodaftryk i Hollywood. I øjeblikket er han biografaktuel med både denne film og Ang Lees Brokeback Mountain, begge film som er udgivet på det rigtige tidspunkt til Oscarnomineringerne, og begge film der har store chancer til prisuddelingen. Gyllenhaal leverer muligvis hans bedste præstation til dato som Swofford, da han viser stort set alle sider af karakteren, uden nødvendigvis at bede os om sympati for denne. Det er nu heller ikke altid vi føler med Swofford. Han er et menneske ligesom alle os andre, og udsættes han for store mængder pres eller mangel derpå, kan han godt bryde sammen. Dette mestrer Gyllenhaal til mindste detalje.
Der er også andre stærke præstationer i filmen der er værd at nævne. Troy er Swoffords kammerat, og er den anden halvdel af det snigskyttehold Swofford er på. Troy er spillet af Peter Sarsgaard, som vi kender fra film som Shattered Glass, Garden State og The Skeleton Key. Sarsgaard spiller sin karakter ganske subtilt i starten, for senere at komme i totalt udbrud. Han ånder og lever for krigen, og vil så gerne sætte sit aftryk at han glemmer alt andet. Staff Sergent Sykes er spillet af Jamie Foxx, som vandt en Oscar for Ray sidste år, og ellers har været med i film som Collateral, Ali og Any Given Sunday. Han viser i denne film helt nye sider af sig selv, og spiller sin rolle afslappet og ærlig.
Jarhead er ikke en film med store slag og eksplosioner til alle sider, det er heller ikke en direkte spændende film. Det er dog en eftertænksom film, der viser der sider af krigen du aldrig før har set på film. Jarhead spiller en del på ironi, og den er spækket med humor, sjæl og hjerte. Dette er bestemt en film der anbefales til enhver filmelsker, som vil se en anderledes film der er mesterligt skruet sammen.
