Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Utænkeligt er det ikke. Jeff Bridges med en gammel guitar slynget hen over skulderen med en tænksom mine, der synes at overveje den næste akkord samt en grødet læderstemme, som næppe smører dine ører ind i meditativ blødhed, men aer dem sagte som en smidig fjer, der stryger din nøgne hud.
Jeff Bridges debuterede med albummet Be Here Soon tilbage i 2000 og efter at have hevet en gylden Oscarstatuette hjem for sin fremragende præstation som den fordrukne country-stjerne Bad Blake i dramaet Crazy Heart, må lysten til at stille sig foran en mikrofon have spiret på ny i den altid fornyende Bridges. Soundtracket til Crazy Heart var produceret af manden med det pudsige navn, T-Bone Burnett. Gnister må det have slået mellem T-Bone og Bridges, for de har været sammen om at skabe det musiske univers på Bridges´ selvbetitlede skive.
At dette genoptagede samarbejde bærer T-Bones særegne signatur kan ingen tage fejl af. Der er en tilbagelænet, adstadig atmosfære, der udbreder en dejlig ro i sindet, som havde man fået en god nats søvn. Bridges´ stemme er gennemtrængende uden at være gennemborende. Rar og rolig, en anelse bedrøvet, men det hører til countrygenren at indstille frekvensen til det melankolske, hvor livet gør så ondt som en fødsel, og hvor kærligheden er livets mirakel.
Der er en afbalanceret underspillethed over hele projektet, som foranlediger en til at tro, at Bridges må have lagt adskillige tanker og følelser i albummet. Tanker og følelser, der ikke skulle råbes eller tværes ud, men som har fået den værdifulde refleksionspondus, der tynger den ned til de dybereliggende niveauer, folder den ud lidt efter lidt og søger storheden i det små. Den stille melodi, den næsten hviskende stemme, de ærlige ord.
Back to Bridges
What a little love can do lægger albummet ud med, en fastpaced, melodisk sang, der skruer op for forventningerne, som ikke bliver sænket på resten af skiven. Falling Short og Everything But Love smyger sig rundt om din krop som varme uldsokker på en kold vinteraften. De er dejligt autentiske og velkomponerede. Tumbling Vine sætter tempoen op igen, men kun for en kort stund, for snart bliver man overvældet af endnu en atmosfærisk tune - den indsmigrende Nothing Yet, hvor lyriske, selverkendende linjer som ”everything I´ve learned came hard and slow” på rammende vis indfatter albummets gennemgående selvrefleksive tone.
Blue Car, albummets mest anonyme track, sniger sig hurtigt af sted, så den blotlæggende Maybe I Missed The Point med skarpe vers som ”I´ve been the master of mirrors and smoke” kan tage øregangene i besiddelse og få én til at synge med. Slow Boat har næsten noget Leonard Cohensk over sig, både melodi- og stemmemæssigt. Flot og forførende, opmærksomhedsstjælende uden at være distraherende. Albummets muligvis smukkeste sang, Either Way, gnistrer med et intenst nærvær, der får gåsehuden til at stritte og hjertet til at hoppe. Fornemt, fornemt.
The Quest, en inkarneret countrysang, der får æren af at afrunde albummet, syner som det fuldendte musikalske lydspor til en køretur på Route 69 med kalechen nede, vinden i håret, himlen i horisonten og stars and stripes flagrende i luften. Det er stemningsfuldt, det er smittende, det er næsten suverænt.
Smertende selverkendelser, upåtagede miner, tilbagevendende skuffelser og den altopslugende kærlighed bliver leveret med en majæstetisk sindsro, som Bridges synes at mestre til fuldkommenhed. Horisonten kan meget vel være overskyet, men det er kun midlertidigt. Håbet er altid forude. Tilstedeværende. Muligt. Efterstræbelsesværdigt. Det er ikke sing-a-long-venlige sange, Bridges har komponeret. Det er brave tilståelser omsat til musik. Fredelige og stoiske. Med en erfaringsrigdom og en selvtillid, som kun et velfunderet liv kan opbyde. Jeg glæder mig allerede til hans næste album.
EMI Music Denmark.
