Skriv en kommentar
Med en velfortjent Oscar til Julianne Moore i ryggen har portrættet af en kvinde, ramt af tidligt indsættende Alzheimers, nu dansk premiere. Den smalle film med en stor skuespillerindes tilstedeværelse brillerer i kontrasterne. Det store drama i de små hændelser.
Julianne Moore spiller Alice Howland, som er professor i lingvistik ved Columbia University. Efter Alice oplever besvær ved at finde ordene til sine forelæsninger, og uforklarligt farer vild på sin løbetur bliver hun diagnosticeret med tidligt indsættende Alzheimers syndrom.
Filmens portrættering af sygdommen brillerer i sin subtile tilgang. De værste melodramatiske, tårevædede opgør mellem familiemedlemmerne omkring Alice undgås, for de små situationer er i forvejen tætpakket med drama. Som da Alice på sin løbetur på sit ellers så velkendte Columbia Universitet pludselig ikke forstår hvor hun befinder sig, eller da hun finder en shampooflaske i sit køleskab, og bliver klar over sin egen momentvise uklarhed.
I det hele taget er filmens fokus på Alices egen oplevelse af sygdommen et modigt og velfungerende valg. Særligt i en scene, hvor Alice proklamerer at hun hellere ville have kræft, ”fordi så bliver der holdt støttefester for én, og folk går med sløjfer for én”, forstår man den sociale stigma og marginalisering, som Alzheimers-patienter mødes med.
Julianne Moores ærlige og nuancerede tilstedeværelse gør disse øjeblikke til filmens største styrke. I kraft af Moores tyngde som skuespiller får filmen den menneskelige indsigt i en karakter, som sætter en krog i seeren. At se hendes gradvise forværring filmen igennem, i takt med sygdommens fremtog, er hjerteskærende og vanvittigt imponerende på samme tid.
Dog er Moores præstation også filmens absolutte trumfkort. Stedvis kunne man ønske sig en stramning af manuskriptet, der især ved filmens slutning (uden at afsløre noget) afviger fra at gå helt ind i de svære valg, men i stedet holder sig pænt på den moralske dørmåtte. Derudover føles sideplottet med Alices datter (en, som altid, irriterende Kristen Stewart) mest som en tidsudtrækker, hvis eneste effekt er at stjæle screen-time fra Julianne Moore. Men disse skønhedsfejl laver dog ikke om på at Jeg er stadig Alice er et yderst vigtigt, seværdigt og rørende drama.
