I filmen ”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” har Dennis Dugan og Adam Sandler slået pjalterne sammen endnu en gang, og det er der kommet en ganske hæderlig komedie ud af. De har tidligere arbejdet sammen på bl.a. ”Big Daddy” fra 1999 og ” Happy Gilmore” fra 1996.
I de tidligere film var Sandler mere eller mindre alene i førersædet, men i ”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” bliver han flankeret af Kevin James, som ikke har noget problem med at matche Sandlers udmærkede skuespillerpræstation.
Chuck (Adam Sandler) og Larry (Kevin James) er brandstationens stolthed. De er makkere og bedste venner på trods af, at de er meget forskellige. Larry er en sørgende enkemand med to børn, og Chuck er en inkarneret ungkarl, som ikke er bange for at tage for sig af retterne.
Da Larry render ind i problemer med de offentlige instanser, som ikke vil lade ham overdrage sin livsforsikring til sine to børn, ser han ingen anden udvej end at gifte sig igen. Med sine bedste talegaver og en vis portion tvang får Larry overtalt Chuck til at indgå i et proforma partnerskab for at få tingene i orden. Alting ser ud til at gå efter planen, lige indtil den emsige embedsmand Clinton Fitzer (Steve Buscemi) begynder at se Larry og Chucks partnerskab efter i sømmene. Nu er gode råd dyre, og de to venner opsøger derfor den lækre advokat Alex McDonough (Jessica Biel), som kæmper for bøssers rettigheder. Det udvikler sig til en historie med usmagelige bæltetasker, ”girlfriends 4 ever armbånd” og bøsseparader i lange baner.
”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” er en traditionel komedie med et utraditionelt tema. Den er sjov og underholdende, og humoren kører konstant på kanten af det tilladte. Nogle vil sikkert synes at det er for meget, hvor andre vil elske mandehørmen, ”fedevitserne” og det mandschauvinistiske kvindesyn. Personligt synes jeg godt om filmen, men jeg er også stor tilhænger af både Adam Sandler og Kevin James. Jeg synes, at ”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” er en seværdig komedie, som holder kadence hele vejen igennem fra begyndelse til slut.
Det skal dog lige tilføjes, at jeg har en stor svaghed for bøsser. Tv-serien ”Will og Grace” er en af mine personlige favoritter, og med fare for at fornærme størstedelen af det homoseksuelle miljø, bliver jeg nødt til at sige, at jeg simpelthen elsker den karikerede bøsse Jack McFarland. Det samme gælder for figuren Kevin McDonough (Nick Swardson), som spiller Jessica Biels super bøssede bror i ”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry”. Hans figur er uden tvivl dybt karikeret, og vil helt sikkert blive opfattet som en fornærmelse af mange i det homoseksuelle miljø, men for mig var han det ekstra krydderi, som fik filmen til at få den helt rigtige smag.