Skriv en kommentar
For et halvt år siden nu blev der uddelt European Film Awards i København, og her vandt Kristin Scott Thomas prisen for bedste kvindelige skuespiller. Filmen, hun vandt for, har høstet priser og nomineringer overalt; nu er den endelig i danske biografer, og det kan man kun prise sig lykkelig for. I en imponerende debut som instruktør har Philippe Claudel skabt en indfølt, nuanceret fortælling om en kvinde, der langsomt træder ind i verden igen efter at have båret på fortidens tunge byrde af indestængt sorg og skyld. Jeg får det til at lyde som en dræbende melankolsk omgang, men filmen er også varm, charmerende og til tider direkte humoristisk.
Filmen åbner med Kristin Scott Thomas’ hærgede, trætte ansigt; hun sidder i en lufthavn, ryger en cigaret og venter på at blive hentet af nogen. Vi bliver fra første sekund suget fuldstændig ind i filmen af bare dette ene ansigtsudtryk; vi ser en knækket kvinde, der prøver at være usynlig for omverdenen. Kvinden, Juliette, bliver hentet af sin lillesøster, Léa (Elsa Zylberstein.) Hun skal bo hos dennes familie, bestående af en sympatisk, men lidt mistroisk mand, hans stumme far og to adopterede vietnamesiske døtre.
Gradvist finder vi ud af, at Juliette har været 15 år i fængsel for en frygtelig forbrydelse, som alle prøver at undgå at tale om. Det er først cirka en halv time inde i filmen, at hun bliver nødt til at afsløre det ved en jobsamtale. Jeg vil ikke afsløre forbrydelsen her; filmen bør opleves i sit eget tempo, og det er fascinerende at se, hvordan man sympatiserer med den stille, vagt håbefulde Juliette, før og efter man hører om forbrydelsen, og før og efter man får at vide, hvorfor hun begik den.
Juliette prøver sammen med søsteren og en socialhjælper at skabe en ny tilværelse for sig selv, men det er en langsom proces med små fremskridt. Hun får sig et job som sekretær, hun tager på kunstmuseer, og på et tidspunkt har hun sex med en tilfældig mand. Hun bliver venner med Léas kolleger og får muligvis et forhold med en af dem. Hun passer Léas børn, selvom manden i begyndelsen er modvillig overfor at lade hende være alene med dem.
Men hele filmen foregår ikke i det samme afslappede tempo, og der er også hårde slag og forhindringer i Juliettes udvikling. Ved et middagsselskab kommer en af Léas kolleger til at spørge lidt for meget ind til, hvorfor Léas storesøster først er blevet introduceret for dem nu. Smertefuldt er det også, da Léa og Juliette besøger deres senile mor, som i sin tid prøvede at få Léa til at glemme storesøsterens eksistens fuldstændig, efter Juliette var blevet sat i fængsel.
Der er ikke rigtig nogen fejl at sætte sin finger på ved en film som ”Jeg har elsket dig så længe.” Kirstin Scott Thomas er som sagt fremragende, og Elsa Zylberstein er energisk og sympatisk som lillesøsteren; hun har også vundet en César for sin præstation. Filmen er klassisk og elegant filmet i blege hverdagsnuancer. Musikken er måske den eneste fejl; det lidt sødladne guitar- og harmonikasoundtrack river én lidt ud af oplevelsen.
Kort sagt er ”Jeg har elsket dig så længe” absolut seværdig og et af de bedste dramaer, du kan fange i biografen lige nu. Philippe Claudel er en ny stjerneinstruktør i fransk film, og Kristin Scott Thomas er som sagt nærmest perfekt i hovedrollen. Historien er noget, man måske har set før – en person kommer ud af fængslet og skal langsomt vænne sig til omverdenen igen – men her håndteres det simpelthen så stærkt, smertefuldt og kærligt, at filmen bliver et lille mesterværk.
