Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ingen ved, kun Juliette selv, hvorfor hun begik den frygtelige forbrydelse. Nu, efter 15 år i fængsel, hvor hendes familie gjorde, hvad de kunne for at glemme hende, tager hendes lillesøster imod hende med åbne arme. Hun bliver langsomt en del af lillesøsterens familie. Hun søger arbejde og bolig, og hun møder op hos politiet til kontrol. Juliette forsøger at glide ind i hverdagen.
Helt uanstrengt, næsten let formår den franske debutant, instruktøren Philippe Claudel at skildre hvorledes Juliette efter en langvarig fængselsdom vender tilbage til livet. Fra et liv spærret inde i fængslet og i sig selv, åbner Juliette sig langsomt ud mod verden, mere end godt hjulpet på vej af den lillesøster, Léa (Elsa Zylberstein), der insisterer på endelig at se sin storesøster.
Filmens styrke er at overbevise om den banale sandhed, at man først er i live, når man både ser og bliver set af den anden. Sjældent er et søsterforhold skildret så varmt som her, som bevis. Søstrene kæmper for deres kærlighed og for deres identitet.
Der lægges vægt på Juliettes udvikling i de små tegn på liv, og også i mødet med de usle tegn på marginalisering, når fx en potentiel arbejdsgiver forbander Juliette for hendes fortid. Og der lægges vægt på at spejle Juliettes udvikling i forhold til den, om jeg så må sige, normale ensomhed blandt os alle sammen, der bliver så let at se, når vi spejler os i hendes enorme ensomhed. Det være sig i familien, på arbejdet, på plejehjemmet, ved middagen med vennerne eller på caféen. Derfor bygger instruktøren ikke op til en spændende afsløring af Juliettes motiv for den frygtelige forbrydelse. Han er meget mere interesseret i livsprocessen, der stort set er uden hollywoodske plotpunkter, men fuld af afgørende øjeblikke.
Ikke desto mindre er sandheden om Juliettes forbrydelse, som til sidst afsløres for søsteren og os, chokerende. Den venden tilbage til livet, som vi har overværet, får, uden at skulle røbe Juliettes hemmelighed her, en dybde, der giver udsagnet om vigtigheden af at se den anden en ubønhørlig etisk fordring: vi har en forpligtelse til at se den anden, lige meget hvad. Filmen tager ikke stilling til Juliettes skyld, men lader os vende blikket mod os selv, når vi konfronteres med det ubærlige.
Kristin Scott Thomas som Juliette er eminent; Thomas´ kropssprog og ansigtets mimik løses langsomt op fra ligegyldigheden, angsten og bitterheden, og glæden over at være til slår oftere og oftere ned i kroppen. Hvis livet er for kort til franske film pga. ordene, så se endelig denne franske film; kroppenes udtryk er det væsentligste her.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
PAN Vision.
