Skriv en kommentar
Ikke mange argentinske film kommer hertil. Så meget mere grund er der til at se Benjamín Ávilas fine ”Jeg hedder Ernesto”, der belyser en problemstilling som vi danskere næppe har erfaringer med; at være barn af forfulgte venstreorienterede revolutionære.
Forfølgelserne af venstreorienterede nåede nye uhyrlige højder i Argentina efter præsident Juan Perons død i 1974. Mange flygtede ud af landet, men nogle vendte hjem igen for i al anonymitet at kæmpe mod diktaturet. Det er her ”Jeg hedder Ernesto” tager sit udgangspunkt.
Vi følger teenageren Ernesto, der i virkeligheden hedder Juan, da han i 1979 vender hjem til Argentina med sine revolutionære forældre. Juan må gå i skole under falsk navn og fødselsdag og uden at have nogen at kunne betro sig til; kun hans familie kender ham. Juan iagttager sine forældres revolutionsmøder i hjemmet, og også sorgen når en revolutionær myrdes. Han må ofte tage sig af sin lillesøster, når mor og far har møder eller når de må gemme sig for politiet. Midt i al den revolutionære virak oplever Juan at blive forelsket i en af sine klassekammerater, Maria.
Man kan næppe forestille sig, hvad det betyder for et barn at leve i en evig skræk for at ens forældre, ja at en selv risikerer at blive slået ihjel af politiet eller militæret, hvis naboen eller klassekammeraten angiver en. Eller hvad det vil sige ikke at kunne vise, hvem man er. Filmen her besvarer ikke de spørgsmål, dertil er den for meget en hyldest til de forældre der satte alt ind for retfærdighed.
Det gør dog ikke filmen uinteressant, for den går ikke af vejen for at vise dilemmaerne: når bedstemoren besøger hjemmet og tilbyder barnebarnet et normalt liv fri for anonymitet og daglig frygt; når onklen der på fineste hvis indfører Juan i forelskelsens hemmeligheder i næste øjeblik udløser en håndgranat; eller når Juans gengældte forelskelse i Maria på forhånd er umuliggjort. I det hele taget har filmen et fint blik for opvækstens dobbelthed; på den ene side den benhårde revolutionsmilitarisme og på den anden side nogle utroligt varme forældre.
Måske var det en dobbelthed, som børnene trods alt kunne overleve på. Det er i al fald det indtryk man får, når filmens afsluttes med en hyldest-dedikation til instruktørens mor der blev ført væk af militæret dengang og aldrig er fundet.
Engang imellem, i de voldsomste scener slår filmen over i tegnefilm og markerer på den måde både barnets synspunkt men også forestillingskraftens helse. Det er godt at vide.
DVD-ens ekstramateriale er sparsomt; blot en trailer og et billedgalleri.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
