Skriv en kommentar
Vold og trusler fremført af en dybt narcissistisk far var hverdagen for danseren Silas Holst gennem sine barndomsår. Opvæksten præget af frygt er nu blevet til en spillefilm med titlen “Jeg Tror Jeg Elsker Dig”, hvor Silas Holst selv har forfattet og instrueret. Det er en forholdsvis voldsom omgang, for psykisk terror er et kendetegn, der kan få selv “fiktion” til at sitre ud gennem skærmen. Alene eksemplificeret via Johannes Nymark, som jeg så sent som i går aftes så til Robert-Prisen og stadig var i tvivl, om han - in character - ville stikke mig en lussing…
“Jeg Tror Jeg Elsker Dig” handler meget lidt om, hvem Silas Holst skulle udvikle sig til at blive. Det tages for givet, at det ved man godt. Dansekarrieren er indiskutabel, mens det også er blevet til lidt sang og skuespil ved siden af. Dansen er flugten fra tilværelsen fyldt med knyttede næver og iltert temperament. Volden bliver derfor afsættet for “Anders”, som Silas Holst hedder i filmen, til at flygte ind i en anden virkelighed.
Alene filmens store åbningsscene, hvor hele den pukkelryggede familie fejrer jul hos Anders’ familie er et studie i en sammenkomst af forskellige personligheder. Dog ulmer raseriet lige under overfladen og den stille udløser foretages, da det viser sig, at Anders’ mor Lone ikke har fået anrettet agurkesalat. Den minimale fejl er for far Jørgen håret i suppen, og konsekvensen er ikke til at tage fejl af. Som en selvfølge gennembankes Lone efter gæsterne er gået, og kun søster Hanne fatter mistanke og opfordrer Lone til at stikke af med drengene.
Vi ser også en slesk Jørgen dominere hjemmet i forhold til telefonopkald, aftaler og service. Han er i eget optik den altoverskyggende patriark. Flere af farens ubarmhjertige eskapader følger, inden flugten er uundgåelig. Johannes Nymark er uhyggelig og Laura Drasbæk spiller med stor overbevisning den underkuede mor, der tager imod og står på mål for sine drenge. Bedsteforældrene leveres underskønt af Lisbet Dahl og Ole Boisen. Vi får også et indblik i Anders’ ungdomsliv, hvor usikkerheden stadig trækker sine spor. Bægret er nærmest nødt til at flyde over, for at Anders kan afstedkomme en løsrivelsesproces.
På vej ind i voksenverdenen ses Anders i skikkelse af Albert Harson, der komplementerer en lang række gode skuespilspræstationer, mens Holst selv dukker op som endegyldig voksen. Lise Baastrup og Kasper Juul gør ikke noget for at modbevise dette postulat. Man fornemmer en form for vigtighed i at få “Jeg Tror Jeg Elsker Dig” ud over stepperne. Den er forholdsvis hård kost i sin forfærdelighed, men endnu et vidnesbyrd om, at når dårlige ting forsvinder fra din verden, så er du klar til at spire på ny.
