Skriv en kommentar
I Japan kan man leje familie, venner – og følelser. ”Rental Family” bruger dette virkelige fænomen som udgangspunkt for en rørende fortælling om ensomhed og behovet for fællesskab, hvor bevarelsen af den sociale harmoni, wa, spiller en central rolle i kulturen.
Philip (Brendan Fraser) er en amerikansk skuespiller bosat i Tokyo, der kæmper med at finde sit formål. Hans liv tager en uventet drejning, da han bliver ansat i en japansk virksomhed, der tilbyder en service, hvor skuespillere hyres til at spille familiemedlemmer, venner eller partnere for mennesker i følelsesmæssigt svære situationer. Philip begynder som “den sørgende amerikaner” ved en begravelse, men bliver hurtigt en del af et netværk af menneskelige relationer, hvor grænserne mellem skuespil og ægte følelser langsomt udviskes.
Brendan Fraser er for alvor tilbage i rampelyset. Efter sin rørende Oscar-vindende præstation i ”The Whale” får vores 90’er-helt endelig igen roller med både tyngde og mening. Her spiller han en mand, der dagligt iklæder sig andres liv – som far til et skoleinterview den ene dag og ægtemand til et bryllup den næste. Fraser leverer en fremragende og meget afdæmpet præstation, hvor små blikke, pauser og stilhed siger mere end store følelsesudbrud. Det er en rolle, der passer perfekt til hans senkarriere, hvor sårbarhed og menneskelighed er i centrum.
Filmen er instrueret af den japanske instruktør Hikari, som har tilbragt mange år i USA, og det mærkes tydeligt. Fortælleformen er mere vestlig i sin struktur, men filmens værdier er dybt forankret i japansk kultur. Især begrebet wa – harmoni – gennemsyrer hele filmen. Konflikter undgås, følelser pakkes ind, og undskyldninger bruges ofte som erstatning for egentlig konfrontation. Det kan virke frustrerende og direkte uforståeligt for et vestligt publikum, men filmen gør en dyd ud af netop denne kulturelle kløft.
”Rental Family” er sentimental, men aldrig kvalm. Dramaet holdes nede, der er ingen store armbevægelser, og filmen tør stole på stilheden. Den skifter ubesværet mellem japansk og engelsk, når det giver mening, og understreger dermed spændingen mellem det private og det professionelle, det ægte og det iscenesatte. Det er en film, der vækker undren og frustration, men også empati. Man forstår ikke altid karakterernes valg – og det er netop pointen. Filmen dømmer ikke, men observerer og stiller spørgsmål uden at give lette svar. Midt i filmens stille melankoli sniger der sig også en fin, tør humor ind – især i de situationer, hvor kulturens regler bliver så stramme, at de næsten bliver absurde.
”Rental Family” er en fin, rørende og kulturelt fascinerende film, der giver et ærligt indblik i et samfund, hvor harmoni ofte prioriteres over sandhed. Den bæres af en stærk Brendan Fraser og en lavmælt, men vedkommende fortælling, der bliver hængende længe efter, filmen er slut.
