Skriv en kommentar
Før David Lynch (desværre) floppede med sin version af Dune i firserne, havde den chilenske instruktør og forfatter, Alejandro Jodorowsky, i midt-halvfjerdserne forsøgt at stable en filmatisering af science fiction-bogen på benene. Et værk som ifølge ham selv ville have brudt grænser for filmkunsten og udvidet publikums sind. Dokumentarfilmen om filmatiseringen af Frank Herberts kultbog, ”Dune”, er et must-see for alle, der elsker film og kunst. Jodorowsky’s Dune er et mesterværk i sig selv.
Allerede i starten fortæller Jodorowsky, at hans version af ”Dune” ville have givet et ædru publikum muligheden for at komme på et LSD-trip uden at være høj. Han forklarer, at han ikke rekrutterede et filmhold, som skulle lave en film for ham, nej, han fandt krigere, som skulle kæmpe sammen med ham for at få lavet ”Dune”. Han ville drømme stort, ikke lade sig begrænse af penge eller visuelle effekter. ”Dune” ville simpelthen have været en guddommelig indgriben, hvis det stod til Jodorowsky.
Alt det lyder som en kunstners egotrip. Vi forestiller os en kunstner, der lever en kummerlig tilværelse, uden penge og uden at ville gå på kompromis med resten af samfundet. Han vil ikke ændre sit værk for nogen som helst. Men Alejandro Jodorowsky var en succesfuld filminstruktør i starten af halvfjerdserne og havde et hit med sin western, ”El Topo”, efterfulgt af ”The Holy Mountain”. Han havde prestige, pengeopbakning og var et hit i det surrealistiske miljø.
Det sjove ved Jodorowskys version af Dune er, at filmen faktisk havde gode chancer for at blive en realitet. Budgettet var i orden, de visuelle effekter var overkommelige, og hele filmen var planlagt i skitser ned til de mindste detaljer. Det er det, der gør denne dokumentarfilm til en interessant fodnote i filmhistorien, fordi ”Dune” ikke var et projekt, som var dømt til at fejle. Faktisk var det et projekt, som var SÅ tæt på at ske.
Hele præproduktionen og rekrutteringen af hans ”krigere” er utrolig fascinerende. I interviews fortæller Jodorowsky selv, hvordan han ofte ved tilfælde fandt sine folk, og han fortæller det så levende, at du næsten ikke kan tage øjnene fra ham. Han får fat i effektteknikeren Dan O’Bannon (fra ”Alien”), tegneserieforfatteren Moebius, og ”Alien”-designeren H. R. Giger, som der også er interview med. På lydsiden fik han fat i Pink Floyd og skuespillerne skulle have inkluderet Orson Welles, Mick Jagger og Salvador Dali som en gal kejser. I bund og grund forsøgte Jodorowsky at hive i personligheder, der var lige så ekstravagante som ham selv.
De dele af dokumentarfilmen, som fokuserer på ”Dunes” design, er uden tvivl de stærkeste. Vi får et fantastisk indblik i sketcher og storyboards, som alt sammen blev samlet i en massiv bog, der skulle have været filmholdets salgsteknik. De distribuerede bogen til studierne i Hollywood i håb om, at nogen ville se potentialet i historien og designene. Mange af skitserne er blevet animeret specifikt til denne dokumentarfilm, så vi får mulighed for at se, hvordan ”Dune” kunne have set ud på det store lærred.
Jodorowsky’s Dune er ikke en dokumentarfilm, som har gamle klip fra under optagelserne, for filmholdet nåede aldrig så langt. Derfor hviler den sig meget op af, at interviewsene er spændende, og at dem, der bliver interviewet, kan fortælle historier med et levende sprog, mens de animerede skitser kommer til live for øjnene af os. Heldigvis er det hovedpersonen selv, Jodorowsky, som er trumfkortet. På trods af at han er i sine firsere, er han lige så levende og hyperaktiv som en tolvårig dreng, og han fortæller sine historier med store armbevægelser og charme.
Mange af Jodorowskys ”krigere” fortæller, at de blev forført af instruktørens lidenskab og talent som historiefortæller, når han gengav sin version af ”Dune”. Og at sidde og lytte til ham nu, som seer til dokumentarfilmen, er det let at forstå, hvorfor han kunne tiltrække folk. På trods af at du er bekendt med mytologien omkring Jodorowsky, og på trods af at han selv er udmærket klar over, hvad han står, kan du ikke lade være med at falde i fælden. Du er hans med hud og hår. Måske er det den spanske accent.
For de af jer som har en interesse i kultfilm eller i bizarre bag-kameraet historier, er ”Jodorowsky’s Dune” et fascinerende dokument om en af de mest legendariske film, der aldrig blev til noget. Vi får det hele med. Alt det, som de håbede, filmen ville blive, og alle de forhindringer og succeser de mødte på vejen. Det er en dokumentarfilm om drømme og kunst og aspirationer. Det er en dokumentarfilm om alting, der blev til ingenting, men som alligevel er noget.
”Jodorowsky’s Dune” kan ses i Cinemateket fra d. 4. september 2014 med engelske undertekster og vises i samarbejde med CPH:DOX. Og jeg vil give den mine varmeste anbefalinger!
