Gad vide om det oprindeligt var tanken, at fortællingen om den tidligere lejemorder John Wick skulle ende ud i en trilogi? Uanset hvad, så viste den første film sig at være ret så succesfuld, og leverede en sublim actionhistorie, som man savner fra genrens velmagtsdage i 80’erne og 90’erne. Der er stadig smæk for skillingen i denne tredje omgang med undertitlen Parabellum. Den starter så godt som lige der hvor 2’eren sluttede, og handlingen er sådan set også lige til. John Wick får som konsekvens af det hidtil hændte et prisskilt på 14 millioner dollars på hovedet, og så er han jaget vild. Det involverer en overlevelseskamp uden lige, og knive, sabler, økser og skydevåben må i brug. Og hvis du nu sidder og tænker hvad jeg egentlig mener med konsekvens af det hidtil hændte, ja, så er det helt sikkert fordi at du ikke har set de to første film. Men det skal du slet ikke være ked af. For så har du en fremragende trilogi til gode!
Sikke en genkomst for Keanu Reeves, som man næsten troede man havde glemt. Fra 90’er-stjerne til Matrix-ikon for så siden at ende i lidt mere anonyme titler og roller. Det klæder ham virkelig at dele så massive øretæver ud og genvinde kontrollen. Og sikke et herligt selskab han får i Parabellum. Rollelisten tæller Halle Berry, Laurence Fishburne, Angelica Huston og Ian McShane. Nogle er venner og nogle er fjender. Hvem er hvem?
Jeg må indrømme at jeg ikke er den store fan af volumøse actionfilm, hvor det blot handler om at smadre løs. Sådan en film er John Wick 3 dog heldigvis ikke. Jovist er actionsekvenserne mange og særdeles eksplicitte og man sidder da nogle gange og tænker på hvordan pokker det har været muligt at koreografere det hele. Men hvor er det skønt at man kan imponeres på baggrund af en god fortælling, som både er spændende og meget underholdende.
Parabellum isoleret set er en 4-stjerners oplevelse. Det er to timer med kæppen i bund, og en fabelagtig udladning af energi. Kæmpe heads up til Chad Stahelski for at få hele orkesteret til at spille. Jeg tør ikke tænke på antallet af nye takes til denne film. Resultatet er heldigvis prangende og en værdig afslutning på en overraskende god trilogi.
Dette er en af de udgivelser, hvor man rent faktisk sukker efter bonusmateriale. Desværre er der ikke skyggen af det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.