Oppe i himlen er ærkeenglene Theobalt, Emil og Karim på arbejde. De arbejder for Gud og dermed for blæksprutten Tulle, som Gud har videregivet sit arbejde til. Så kan han i stedet hygge sig med gutterne. Tulle bestemmer alle menneskers skæbne ved at kigge ned på jorden oppefra. Karim er lidt klumpet og spiller kaffe på et skib. Da han skal tørre kaffen op, kommer han til at smide skibet i skraldespanden. Skibet er lastet med sørøveren Sorte Bill og hans besætning. De dukker pludselig op af skraldespanden og stjæler Tulle. Sørøveren Røde Harry får fat i brugsanvisningen til at tyde Tulles ord, men han ender dog ikke sammen med Sorte Bill på skibet igen, men i stedet på en øde ø. Sorte Bill og de andre ved derfor ikke hvordan de skal bruge Tulle til at bestemme fremtiden.
Da fremtiden er stjålet, er tiden på Jorden gået i stå. Theobalt og Emil er derfor nødsaget til at tage hul på reservefremtiden. Eftersom at det hele er Karims skyld, så sender Theobalt og Emil Karim afsted til ”Intetheden” som er det sted hvor de gør af de ting som de ikke kan placere nogen andre steder. I ”Intetheden” skal han finde Jolly Roger, som er en barsk satan af en sørøver som de ikke ville have nede i Helvede. Nu skal han bare overtales til at hjælpe med at få fremtiden tilbage. Jolly Roger er dog ikke lige til at handle med, og afviser jobbet. En flaske rom ændrer dog lidt på hans humør men først da han præsenteres for sit tip-tip oldebarn Lula der græder over situationen, føler han noget for sagen og siger ja til at hjælpe med at frelse alverden. De må sammen ned på bunden af havet for at hente Jolly Rogers gamle skude Bella Donna. Derefter går jagten på de sørøvere der har skæbnesprutten Tulle inden at tiden render ud og alt bliver tilintetgjort.
Efter den succesfulde actionkomedie ”I Kina Spiser De Hunde” har der været høje forventninger til Lasse Spang Olsens næste projekt. Lasse Spang Olsen har denne gang lavet en fantasifuld familiefilm. Hvor man i ”I Kina Spiser De Hunde” både har det ustyrlig morsomme men også alvor og barske realiteter nøjes vi i ”Jolly Roger” med sjov og ballade og et sprog som var det taget ud af kinafilmen. Det kan derfor være, at en hel del går hen over hovedet på de mindste. De få alvorlige scener i filmen er gjort korte og virker som hurtigt lavet uden dramatiske virkemidler eller spænding, og de står derfor uden nerve. Det er synd for en film, der med lidt dramatik og en pointe kunne have haft pontentiale for at blive en klassiker. Man længes som tilskuer efter mere historie og spænding, men det er desværre udeladt til fordel for det sjove. Det er med at holde tungen lige i munden når historien fortælles, og ærkeenglen Karim, der spilles af Brian Patterson vil være svær at forstå for de helt små børn, da han taler med kraftigt accent. Filmen går lige på og Lula møder Jolly Roger tidligt i filmen. I et godt stykke tid kører filmen på sjove indfald fra ærkeenglene, Guds hippie-venner og sørøverne og vi kommer sådan set ikke ret meget videre i historien før til sidst i filmen. Det ender alt sammen i et søslag mellem Bella Donna og El Diablo der er Sorte Bills skib. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere sørøverhistorie og noget drama i ”Jolly Roger”, men på trods af de mangler er filmen stadig værd at se!
Spang Olsen har brugt sit fremragende hold af skuespillere fra ”I Kina Spiser De Hunde”. Kim Bodnia spiller Jolly Roger, og det gør han ret godt og på en behagelig og rar måde. Han tog en hel del kilo på til rollen, og han er en meget overbevisende sørøver som børnene vil kunne lide. Lula spilles af Clara Halvorsson, og hende har vi ikke set før. Ærkeenglen Theobalt spilles af Nikolaj Lie Kaas og ingen som han kan servere sjove replikker så de bliver dobbelt så sjove. Hans makker Emil spilles af Thomas Villum Jensen. Svenskeren Rikard Wolff som vi kender fra ”Englegård” spiller Sorte Bill. Hans besætning består bl.a. af Lasse Lunderskov, Jacob Haugaard, Søren Fauli og Lester Wiese. Gud spilles af Jens Okking. Vi ser Ole Thestrup i en lille rolle som Guds hippie-ven, der ikke ved hvornår han ikke skal spille på instrumenter og Søren Sætter Lassen og Ellen Hillingsø er Lulas forældre.
Kostumer, en model af Bella Donna, blæksprutten m.m. er i forbindelse med premieren udstillet i en af glasmontrene i Palads, København.