Skriv en kommentar
Jussi Adler-Olsen er næppe den første forfatter, der har svinet filmadaptioner af sine bøger til, men lige netop med Adler-Olsen er det interessante, at Zentropas adaptioner har været nationale massesucceser, fuldkommen ligesom bøgerne er blevet det. Og umiddelbart lignede det da også et "match-made-in-heaven", da Zentropa fik rettighederne til fortællingerne om Carl Mørck og Assad, da produktionselselskabet har for ry at tage chancer og udfordre genrekonventioner. En ting man i hvert fald kan konkludere, er at majoriteten af det danske publikum har været gennemgående begejstret for Zentropas fortolkninger af Carl Mørck og co. Nu ligger bolden så endegyldigt hos Nordisk Film, der har fået rettighederne til de kommende filmadaptioner, men spørgsmålet er om "Journal 64" ikke er et passende højdepunkt og punktum på en overordnet set vellykket franchise.
Fortidens hemmeligheder
I filmen gør et par håndværkere et gruopvækkende fund i en ældre bygning i København. Tre mumificerede lig sidder rundt om et spisebord, hvor den fjerde plads ved bordet stadig er ledig. Afdeling Q får sagen tildelt, og Carl Mørck og Assad bliver hurtigt vævet ind i et kompliceret spind af gamle hemmeligheder og kyniske løgne. Sagen fører makkerparret til Sprogø og en berygtet nedlagt kvindeanstalt, der foretog groteske overgreb på patienterne i 1960'erne. Fortidens rædsler begynder langsomt krybe frem i dagens lys, og inden længe kæmper Mørck og Assad en indædt og hidsig kamp imod tiden, for at opklare deres måske hidtil sværeste sag.
Ulmende spænding
For mig at se er der ingen diskussion. "Journal 64" er den bedste film blandt de fire Zentropa-produktioner, dog skarpt efterfulgt af den glimrende "Fasandræberne" (2014). I instruktør Christoffer Boes (Spies & Glistrup, 2013) kompetente hænder, er denne installation nærmest blevet alt det som dens forgænger, "Flaske Post Fra P", ikke var. Ulmende spændende, stramt og fokuseret fortalt, smertelig realistisk og ikke mindst forbilledligt spillet, specielt af d'herrer Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Specielt sidstnævnte spiller, undskyld udtrykket, røven ud af bukserne. Kemien imellem de to er stærkere og mere intens end nogensinde, og man mærker, at der er kommet langt mere kød på især Assad som karakter. Nu er han på vej op ad karrierestigen, og den bitre Carl er langt fra begejstret, omend han skjuler sin frustration på bedst mulige måde. Men venskabet er det ubestridte hjerte i handlingen, og lur mig om ikke de fleste fans vil knibe en tårer til sidst.
Internationalt snit
Generelt set, er der i Boes hænder kommet et internationalt snit over netop "Journal 64", noget som på sin vis har manglet i de foregående installationer i filmserien, hvilket har gjort at Mørck og co. har måtte acceptere en halvkølig status som lillebror overfor "Millennium-trilogien". Men ej mere, fristes man til at sige. Adskillige scener er af høj, høj klasse, både de flashbacks vi får serveret fra Sprogø, hvor man nøje ser de forfærdeligheder, som den medicinske stab begår imod pigerne, og som i visse tilfælde er alt for realistiske. Dog er enkelte scener en smule langtrukne, og specielt i en scene, hvor Mørck bliver høj på en cannabis-lignende drik, bliver tonen lidt for ufrivillig kluntet. Dog er der overordnet set ganske få svipsere. Veteranen Anders Hove skal i øvrigt have enorm ros for sin præstation som lægen, den ubehagelige og ulækre onde Curt Wad, der stod i spidsen for hjemmet på Sprogø, og måske er indblandet i sagen.
Et bittersødt farvel
Der er noget lettere bittersødt ved at det er sidste gang Kaas og Fares danner par - specielt fordi de har denne fantastiske kemi. Samtidig må man bare konstatere, at Afdeling Q-serien slutter umådeligt flot af i denne omgang, og hvis Nordisk Film har et remake i sinde, så er barren i hvert blevet hævet betydeligt i vejret.
