Skriv en kommentar
”Juan” er Kasper Holtens svar på en moderne udgave af Mozarts opera om forføreren Don Giovanni fra 1787. Tirso de Molinas teaterstykke ”El Burlador de Sevilla y convidado de piedra” (the trickster of Seville and the stone guest) omhandler som det første stykke verden har set, Don Juan. Stykket er udgivet i Spanien ca. 1630. Siden blev Don Juan en kendt figur i de sydeuropæiske teatertrupper. Der er mange fortolkninger af dette mesterværk fra Molière, Lord Byron, Kierkegaard og Albert Camus.
Fra begyndelsen sætter musikken i filmen et højt og hektisk tempo. Vi følger Juan og hans assistent/tjener Leporello i de sidste 24 timer af Juans liv. Setting er en moderne europæisk storby, Budapest og der synges live på location. Juan skal forestille at være en omsværmende billedkunster, hvor teknologiske virkemidler som mac laptop/mac software, iphone, digital kamera, videokameraer og store tv fladeskærme udgør rammen for hans galleri og hjem.
Introscenen indledes med at Juan har udset sig den smukke kvinde, Anna, hvis fader er byens magtfulde politichef. Det lykkes Juan at forføre og have elskov med Anna, som begærer ham fra første øjeblik, hun ser ham. Hun vil ikke lade Juan gå og klynger sig til ham. Uventet kommer politichefen og tror at det er voldtægt. Assistenten Leporello når ikke at advare Juan, da han er optaget af at filme Juans forførelser og erobringer. Det viser sig at blive fatalt for dem begge, idet at Juan ved et uheld kommer til at skyde politichefen. Med denne scene indtræder ’point of no return’ i filmens fortælling. Herfra ser vi, hvordan Juans skygge/dæmon begynder at snige sig ind på ham i de sidste 24 timer af hans liv.
I filmens fortælling fremstår Juan som en krampagtig figur, der forsøger at bemægtige sig en kvinde så hurtigt som muligt for så at stikke af. Hans elskov er sanselig. Han ikke elsker én, men dem alle. Musikken står for øjeblikket og er ikke bundet af ord, men er flygtige øjeblikke. Man kan sige, at Juan-figuren befinder sig hinsides sproget og er derved en tom figur. Han er en synlig klangfigur, men fremstår kun som en ufærdig melodistump, idet han lever i sanselig troløshed. Juan er derfor hele tiden på flugt fra sine elskerinder, som vender tilbage som en slags hævnende ånder. En af de hævnende ånder er Elvira, som formår at hindre Juans voldelige fremfærd mod den unge bondepige, Zerlina.
Elviras funktion kan opfattes som en kontrast til Juans. Hun klargør hans kyniske karakter. Hun formår at tilbagevise og udviske hans eksistens. Elvira udtrykker lige til det sidste en menneskelig kærlighed til Juan. Hun kan ikke udviske Juans førelse, trods hun har set de mange kvinder og elskovsscener på Leporellos mac laptop.
Leporello forsøger at stille Juan i et dårligt lys for at lindre Elviras ubærlige smerte. Han latterliggør Juans begær ved at fremstille begæret som dyriskspringende efter alt, der rører sig. Leporello må holde styr på antallet og stederne for Juan har været overalt. Opremsningen af kvinderne overdrives, så den får en barnagtig og lystig tone. Der må føres alenlange registre over alle erobringer for, at han kan leve op til sit ry. Leporello når op på at nævne 1003. Tallet er ulige og tilfældigt, hvilket viser listens ufuldstændighed. Overdrivelsen gør forførelsen komis. Som tilskuer forestiller man sig Juan halsende fra forførelse til forførelse og med den uafsluttede liste må han halse videre på ubestemt tid. Juan kan ikke huske andet end antallet af erobringer, og ved at gøre kvinderne til matematiske tegn, undermineres det seksuelle helt. Eksempelvis kan Juan ikke én gang genkende Elviras skikkelse ved toget, men duften af parfume og hendes numse drager ham påny, indtil hun vender sig om.
Scenen hvor Leporello (Mihail Petranko, bas) synger ariaen om ”1003” til Elvira er en mesterlig fremførelse - scenen kan stå helt for sig selv i filmen.
Ligeledes er scenen med champagnearien mesterligt sunget. I filmen synges champagnearien ved afslutningsfesten Juan og Leporello når at holde, inden Juan fordrives af sin skygge. De holder festen i Juans feterede billedgalleri, hvor der overalt hænger hyperbolske fotografier af kvinder. Champagneariens tempo (presto) genspejles i dens tema. Festen er et dionysisk orgie, livet en dans og begæret en fryd. Den hektiske stemning kommer til udtryk i de korte replikker, hurtige kameraskift, Juan ses fra forskellige vinkler, hvirvler rundt i rummet, op og ned ad trapper og stilladser. Champagnearien kan også tolkes som symbol på Juans væsen, livlighed og lethed. Juan er beruset i sig selv, opløst i musik og derfor får hans flygtige væsen fri bevægelighed mellem alle kvinder uanset deres sociale status om de er smukke, grimme, tykke, tynde, rige, fattige.
Juan bliver i Kasper Holtens version af Don Giovanni en moderne klangfigur med et ”tonende” begær, som er tomt. Scenen hvor Juan ringer Elvira op for at lokke hende i en fælde, fremstår Juans overtalelse som smiskende, klichéagtig, plat og ganske uden poesi. Leporello kan da også uden problemer efterlige disse uoriginale adjektiver. Idet Leporello formår at forføre og overtale Elvira til at mødes med Juan, gør Juan til en figur, alle kan spille.
Omgivelserne, reallydene og persongalleriet i filmen er hele tiden i baggrunden. Det er den syngende fortælling som er i forgrunden. Det er musikken/de syngende ord som der hele tiden er spot på. Som tilskuer glemmer man tid og sted, fordi denne moderne og nutidige fremførelse af Juan figuren er mesterlig lavet og den tryllebinder lige fra du hører de første toner fra denne veldrejet, æstetiske operafilm.
