Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Achtung baby. Achtung, achtung.
Jud Süss inviterer dig nemlig indenfor i sin symbolske skriftestol. Tyskland er dårligt tilpas. Ligefrem lidende. Selv den dag i dag. Små halvfjerds år senere vrider landet sig endnu i græmmende smerte over de unævnelige grusomheder, landet udsatte Europas befolkninger for, og som nu for evigt er brændemærket i landets nationale hukommelse. Ætset ind i den domestiske bevidsthed for at advare kommende generationer og påminde den, der er her endnu. År er passeret, jorden drejer rundt, og tiden læger som bekendt alle sår, men den tyske samvittighed sidder stadigvæk på en selvransagelsesdødsgang.
Den kunstneriske sorgbearbejdelse vil åbenbart ingen ende tage. Ind kommer derfor Jud Süss med den apokalyptiske undertitel - i ondskabens tjeneste. Med udgangspunkt i den oprindelige film, Jud Süss fra 40´erne, som på propagandistisk vis søgte at male et neddrægtigt og udspekuleret billede af jøder, fokuserer denne nye Jud Süss på den originale films tilblivelse, med særligt fokus på dens hovedrolleindehaver, Ferdinand Marian, her spillet fremragende af Tobias Moretti.
Ferdinand er en selvcentreret skuespiller med hang til promilleboomende drikkevarer, kavalergangflashende madammer og scenelivets luksuriøse eskapader. Hans hidtil middelmådige skuespillerkarriere får pludselig en mirakuløs chance for at nå himmelske højder, da Goebels (Moritz Bleibtreus), besnæret af hans evner både på og udenfor scenen, giver en nådig håndsrækning ved at tilbyde ham hovedrollen i den planerede propagandafilm, som han klogt forklæder som kunstfilm. Marian er både smigret og tiltrukket af denne uventede mulighed for international berømmelse og stigende velstand, men foragter samtidig forlæggets undertrykkende konception og kan ikke forene sig med Goebels skånselsløse karakter.
Men som den lille mand, han er, og som små mænd generelt har det, når de står over for det store system, anført af en stor mand, bliver han presset til at tage imod rollen. Hans egne interesser bliver hermed garanteret, ligesom hans kone, der er kvart jøde, også kan sove roligt om natten. Sådan nogenlunde roligt da. For konen er ved at køre sur i Marians tøjlesløse kvindeforbrug, ligesom hendes etiske betragtninger ikke kan blive forenet med Marians valg. Han selv befinder sig i den samme moralske skærsild, men bilder sig dog ind, at filmen er en kunstnerisk vision og ikke et propagandistisk manifest. Hans nattesøvn er dog langt fra rolig.
Jødehad og tyskerhad
Overpustet, overgearet, overeksponeret. Således kan man i korte træk profilere Oskar Roehlers Jud Süss, der med voldsomme armbevægelser, højrøstede stemmebånd og teatralsk skuespil søger at skildre nazismens på en og samme tid sveddryppende rædsler og irrationelle fremfærd. Her er ingen forfinede, emotionelle beskrivelser, der skal lægge beslag på dine følelsesmæssige kanaler, ingen dæmpet subtilitet, der på elegant, raffineret vis udfolder sin historie med fint fordelte punchlines og gennemborende budskaber. Søger du denne slags krigsbearbejdelse, vil du gå helt forkert med denne på alle måder skrigende, spydige, stakåndede jøde Süss.
Ligesom fyrrenes Jud Süss gjorde sig skyldig i et forsøg på at dæmonisere den jødiske befolkning, gør denne Jud Süss anno 2010 sig ligeså upopulær hos denne anmelder i en oversimplificering af den tyske side af sagen. Moritz Bleibtreus fortolkning af Goebels er eksempelvis en ulideligt fremsat karikatur, der hverken indgyder skræk eller sympati i seeren, nok snarere irriterende hovedrysten over en så forspildt præstation. De øvrige nazister slipper heller ikke godt ud af denne films fordømmende maskineri – de er alle onde, svage, korrupte, sadistiske, barbariske (tilføj endelig selv flere negative egenskaber!). Det er ikke alene en utroværdig skildring, men ligefrem en fordømmende og fordomsfuld en af slagsen, der ikke kan undgå at frastøde.
Heri ligger et pudsigt paradoks, for det er skam ikke nazisternes ugerninger i filmen, der vækker ligeså mærkbar en antipati, som det er filmens håbløse beskrivelser af disse ugerningers gerningsmænd.
Hele filmen er altså præget af en fatal overgjorthed, et kedeligt showoff i unuanceret filmisk formulering. Filmens visuelle udtryk er heller ikke noget at råbe heil for. Dårligt begået colorgrading, kulisselignende omgivelser samt kedsommeligt kompositionsarbejde er blot med til at tilføje filmen flere sure smileys. Det føles mere som en dilletantisk teaterscene end en reel location.
Tobias Moretti er til gengæld perfekt castet i rollen som den beklemte Marian, der i sin naive søgen efter sig selv ender med netop at ofre sin identitet. Han er et rent fund for filmen, og denne anmelder håber at se ham i flere internationale produktioner fremover.
Jud Süss tilfører altså intet nyt under den tyske sol … selvbeskyldende overartikulationer er denne films løkke rundt om egen hals. Den støjer. Buldrer. Og brager. Men det siges jo, at tomme tønder buldrer mest. Som sagt, så set i Jud Süss.
Dvd´en indeholder intet ekstramateriale.
