Skriv en kommentar
Åbningsscenen foregår på scenen. Året er 1968. Judy Garland (spillet af Renée Zellweger) optræder med sine to yngste børn, Lorna og Joey i New York’s Palace Theater. Hun er en omsorgsfuld mor. På scenen både optræder hun og er samtidig mentor for sine børn. Hun er fattet og komplimenterer dem og fortæller dem, hvad de skal gøre i showet. Bag om scenen eller ’off stage’ ser tingene anderledes ud. Hun kæmper tydeligvis med sine indre dæmoner og er al for tynd og afhængig af piller for at holde sig kørende. Hun står også med en kæmpe gæld, da de store penge, som hun har tjent ikke kommer hendes vej, men går til managere, filmstudier mfl. Som hun siger i filmen, alle vil have noget af hende - Judy Garland.
Hendes karriere er dalende. Hun er økonomisk presset til at takke ja til en række optrædener i Palladium i London, hvilket betyder, at børnene ikke kommer med på farten, men bliver hos deres far Sidney Luft. Den korte afskedsscene med børnene er rørende og ’varm’ og et fint lille intermezzo i filmen. Judy tager Joey’s tøjdyr med ind i klædeskabet og får sagt budskabet gennem legen og tøjdyret, som hun lægger stemme til. Til sidst står de alle tre inde i klædeskabet og holder om hinanden. Hun siger til dem: ”I like so very much to stay”. Det kommer helt fra hjertet og lyder ydmygt og mest af alt, som et barn vil sige det.
Et andet fint lille intermezzo i filmen er hendes tilfældige møde med et homo-par. De ender til sidst med at spise hjemme hos dem og snakke hele natten. Disse to scener/intermezzoer bliver næsten ’sanselige’, og giver filmen et dybere lag, og viser Judy Garland i andre rammesætninger end kun på hotelværelser eller scenen.
”JUDY” er hverken sentimental eller overdrevet, men smuk og dybt rørende. Den vækker følelser og sætter tanker i gang hos tilskueren. Den uundgåelige rytme af piller, alkohol og misbrug bliver vist med elegance og ligefremhed og Zellweger’s subtile præstation er limen, som holder hele filmen sammen.
