Skriv en kommentar
Med stærke skuespillere som Edward Norton, Naomi Watts, Liev Schreiber og Toby Jones i de bærende roller føler man sig fra første færd i trygge hænder i historien om den succesrige bakterieforsker Walter Fane (Edward Norton), der forelsker sig hovedkuls i den smukke, men forkælede Kitty (Naomi Watts). I instruktør John Currans skarpt tegnede tidsbillede fra 20'ernes britiske imperium er det ikke en mulighed at være single, og Kitty siger derfor ja til Walters klodsede frieri, på trods af at hun overhovedet ikke er forelsket i den hæmmede træmand.
Med en konstant fordømmende mor hængende over sig som en høg, ser Kitty frieriet som sit snit til at komme så langt væk som muligt. Walter udstationeres nemlig i det eksotiske Shanghai, og Kitty følger gladeligt med. Her lader Walter sig dog opsluge i sit arbejde, mens den forsømte Kitty indleder en affære med den engelske vicekonsul Charles Townsend (Liev Schreiber), der ligeledes er gift. Da Walter opdager hendes utroskab, stiller han hende et valg: overtal Townsend til at gifte sig med hende istedet, og hun kan blive skilt i al stilfærdighed eller følg med ham til en koleraramt kinesisk landsby. Og hvis hun nægter må hun lide en ærekrænkende offentlig skilsmisse. Townsend viser sig selvfølgelig som en glat storcharmør overhovedet uden planer om at ville skilles fra sin rige kone, så en forsmået Kitty må nødtvungent følge med den hævnlystne ægtemand lukt ind i kolera epidemiens helvede.
Tilværelsen i den koleraramte landsby er svær, ikke mindst da også den kommunistiske opstand begynder at vise sit grimme ansigt for vores britiske imperialister. Kitty isoleres med den udstationerede britiske tolder Waddinton (Toby Jones), en godmodig kinesisk soldat og sin egen ensomhed som eneste selskab. Imens helliger hendes hadefulde ægtemand sig fuldstændigt arbejdet.
Typisk nok, fristes man til at sige, er kærligheden særlig frugtbar i netop de mest hjerteskærende og ødelæggende situationer. Da hun engagerer sig i det lokale nonneklosters børnehjem synes vejen til tilgivelse, forståelse og omsorg at indfinde sig. Ved selv at se farerne (og fortiden?) i øjnene og engagere sig i andres ulykke, får det sin egen ulykke til at virke aldeles ubetydelighed.
Fra Kinas ufremkommelige bjerge og frodige rismarker, i smukke, langstrakte billedstrøg af John Dryburgh, hvis arbejde også kendes fra Jane Campions ”The Piano” og ”The Portrait of A Lady”, fortælles dramaet en anelse trægt og gumpetungt. Uden tvivl ville det have haft godt af en hækklipper hist og her. Dramaet bærer dog også en ægthed og ærlighed over sig, der et langt stykke af vejen supplerer en intensitet til det måske lettere banale materiale. Baseret på W. Somerset Maughams kærlighedsroman af samme navn fra 1925 virker ”Kærlighedens Slør” sært altmodisch i sin fortælling om hadets destruktive karakter, kærlighedens magt og den senere svære, men befriende tilgivelse, der kan løfte selv det tungeste af kærlighedens slør.
