Skriv en kommentar
Hvis man kender Kim Leines fremragende bøger, kan det ikke undre, at filmen indledes med et seksuelt overgreb i nærsyn og her i København, 1982 – hvor faderen knæler ned i drengens skød og håndterligt forgriber sig, for mange år senere at sige, at drengen godt kunne lide det, og filmen beviser ikke det modsatte.
Men nu er drengen, Jan, blevet en voksen sygeplejerske og i 1999 flyttet til den grønlandske vestkyst Nuuk sammen med sin kone, Lærke, og deres to børn, og han forsøger at give sine børn, hvad han ikke selv oplevede fra sin egen far – og han har prisværdigt lært sig grønlandsk, synger sange på grønlandsk, og møder hurtigt på et kursus den grønlandske åndemaner, der maler sig rød, sort og hvid i hovedet – som bl.a. symboliserer det temperamentsfulde, det ukendte og knoglerne renheden- som også får Jan (spillet lyst og let af norskfødte Emil Johnsen f. 1978)) til at trække farverne ind i ansigtet som en flugt fra faderen.
Han ved faderen har fået kræft, men nægter at åbne brevene og selv ikke hans kone ved, at faderen har forgrebet sig på ham, kun har han tillid til en grønlandsk sygeplejerske, som han i flugten forelsker sig i, og med skyld fortæller hende om faderens overgreb vel vidende at hun ikke kan løse hans indre dæmoner, men være lyttende.
Hun bliver grebet af hans begær, og opsøger ham med en banken på døren, og da Jan lukker op – spidses hendes dæmoner med håndens syl ind i ansigtet – så de flytter til det mest isolerede hospital i Østgrønland, Kulusuk – hvor han på længere afstand af civilisation bliver forført af lægen (Søren Hellerup, f. 1954), som fortæller: at et hvert lægeligt stof her i dine skabe gør sundhedsvæsenet til den største pusher - og resten af livet forsøger Jan, at komme sine dæmoner til livs med flere indsprøjtninger om forståelse. Jeg skal ikke afsløre filmens slutning, hvor familien vender hjem, og han opsøger og får kontakt med faderen, og glad, smilende går ned mod søerne i København til tonerne af Leonardo Cohens sang ”Waiting for the miracle to come” sunget følt af den svenske sangerinde Sophie Zelmani (f. 1972).
”Kalak” er et palindrom og betyder skide grønlænder en betegnelse som Jan i festligt selskab griner af – for at føle sig velkommen – han nyder sælfedt, spiser rå lever og går på grønlandsk værtshus – mens hans kone leger med børnene hjemme. Hans kone Lærke (spillet tålmodigt, forstående og lysende af den svenske skuespiller Asta Kamma August (f. 1991)) – er skildret så isoleret, at hun ikke slet ikke er ham nogen støtte i hverdagslivet, lytter på ham, men hun kan ikke undgå at mærke hans hemmelige narkomani – uden at hjælpe.
Filmen er flot fotograferet med nerve, og nu er det ikke første gang i nyere tid, at incest bliver behandlet – eller at danskmøde med den grønlandske væremåde bliver skildret – men det er prisværdigt at se en nyere film, hvor ikke Bodil Jørgensen er med.
