Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Som Asger Harlung gør opmærksom på i det udmærkede lille teksthæfte til dvd-en, har forskningens resultater det med at overhale fortællinger fra fortiden, måske ikke mindst når det drejer sig om vores urtid. Det gælder også franske Jean-Jacques Annauds (”I Rosens navn”, ”Bjørnen”) flotte ”Kampen om ilden”, hvor neandertalerne er lige lovlig dumme i forhold til, hvad den nyeste forskning fortæller.
Det er dog en uvæsentlig detalje. Det væsentlige er, som Harlung også gør opmærksom på det, at instruktør og manuskriptforfatter lægger trykket på de kulturelle indflydelser de forskellige grene af mennesket bibragte hinanden.
En mindre neandertalgruppe mister den ild, som de så nidkært vogter over. De har endnu ikke lært selv at gøre ild, så katastrofen er stor – ingen varme, ingen veltilberedt mad, ingen lys, og begrænsede muligheder for at holde vilde dyr væk. Gruppen sender tre mænd ud for at finde ild, dvs. stjæle den fra andre mennesker. På gruppens vandring i urlandskabet udkæmper de voldsomme kampe med andre mennesker og dyr indtil de endelig får mulighed for at bringe den eftertragtede ild tilbage til stammen.
Uanset fremstillingen vil der vel altid være noget komisk over at opleve sine ur-fædre udstøde lyde (udviklet af Anthony Burgess, der skrev bogen og det berømte talesprog i ”A Clockwork Orange”), parrer sig hæmingsløst og fumle dumt med noget der ligner den første teknologi - filmen har på den måde utvivlsomt kultpotentiale. Men derudover er filmen på sin vis rørende i sin fremstilling af menneskets første famlende forsøg på at lære alt at kende, ikke mindst følelserne. Der er fx to kostelige scener, hvor neandertalerne lærer latteren at kende. De griner af det samme som vi griner af i dag; nogen får noget i hovedet. Og der er udvikling af forelskelse i mødet med en kvinde der er betydeligt klogere end de dumme neandertal-mænd (i og for sig velgørende med den form for chauvinisme). For slet ikke at tale om en næsten religiøs/mystisk scene, hvor neandertalerne slår sig sammen med mammutter. Læg dertil en gennemført maskering, en gennemført ur-gestik og betagende landskaber. Det giver en seværdig film.
Grænsen mellem at vise urmenneskenes udvikling realistisk og en romantisering af udviklingen er hårfin. Og Annaud undgår da heller ikke at overtræde den flere gange. Slutbilledets neandertalhånd på den gravide mave og de første menneskers blikke mod fuldmånen tager prisen. Men det ændrer ikke ved, at Annaud skildrer udviklingen igennem voldsomhederne, i volden, i de stadige fatale konfrontationer med naturen og med de forskellige grene af mennesket. Her er ingen romantisering, men et barsk budskab om menneskets udvikling. Beherskelsen af ilden er ikke uskyldig. Kubrick gennemførte samme tematik flere gange (sammenlign fx med ”Rumrejsen år 2001”) bare uden forsoning.
Ekstramaterialet er sparsomt, men dyrk dog den ”gamle” trailers sensationsmageri. Derudover finder vi udmærkede tekst-biografier over instruktør og et par af skuespillerne bag kostumerne.
Another World Entertainment.
