Skriv en kommentar
Første gang karaokesangen lød var i begyndelsen af 1970´erne i Japan, hvor en amatør stillede sig op med en mikrofon og til et lydanlæg med hjerteskærende ryst, sang en popmelodi til alles fornøjelse. Siden har begrebet vundet anerkendelse i hele verden – og jeg tror, den er mere udbredt i Finland end i Danmark.
Den finske filmskaber Einari Paakkanen har i filmen Karaoke Paradise vist os, at sangen og mikrofonen kan være bedre end medicin. Når værtinden Evi tager på turné, klæder hun sig ud i den fineste beklædning og siger selv, at for hende er det en livsstil mere end et job, og hun kommer i snevejr med hele anlægget til de mest afsidesliggende landsbyer skjult af træer – og møder mennesket, der er gået igennem en skilsmisse eller afdød familie – stille sig op og gjalde ud for et bredt publikum: I missed you even more today/than I could believe yesterday. Og filmen viser det meget tågede Finland, som gør, at Evi ”mister interessen for alting”.
Vi møder den Parkinson-ramte Elina, der ikke selv kan møde og gennem skærmen synge for hele folket den gamle slagsang af The Clash: Should I stay – or should I go now og den får hende til at danse - så det er lige før skærmen græder. Det er unge piger med barnevogne og fuld make-up samt nervøse trækninger måske for første gang rejse sig og synge sangen til publikums store erkendelse. På den måde minder filmen og dens medvirkende os lidt om den danske dokumentarfilm Kandis for Livet.
Einari Paakkanens første film fra 2016 blev vist ved en filmfestival i Warszawa – og omhandler hans egen fars liv med universets stjerner, filmen Min Far bag Stjernerne - da den 12-årige dreng i 1992 hører om faderens ophold på et femdagskursus med spirituel tankegang, hvor faderen var kommet tilbage efter at have haft kontakt med rumvæsener og de spirituelle ånder – og nu kunne Einari Paakkanen stå på gården med far og under himlen se stjernerne og vide, at de er fulde af venner.
Når vi ser Aki Kaurismäkis film som f.eks. Manden uden Fortid, 2002 eller Drifting Clouds fra 1996 er det tydeligt, at i den finske mentalitet ikke er den store livsbekræftelse og her med mange melankolske stemninger uden ord – så det er glædeligt, at ”Karaoke Paradise” viser en måde at komme ud af det mørke og blive lidt mere udadvendt – og når man synger højt, er der altid nogen, der kommer op og samtaler med de nedbrudte om livets besværligheder. Også med folk nede på jorden.
Livskraften stiger, og vi får glæden tilbage.
