Skriv en kommentar
Hvis du er meget glad for katte, vil "Kedi" formentlig blive en "Citizen Kane" for dig. For Istanbuls katte, og dem er der mange af, er uomtvisteligt hovedpersonerne i denne unikke dokumentar. Men selv hvis du foretrækker andre pelsdyr, krybdyr eller sågar havdyr, så er der alligevel meget at hente i denne ekstremt smukke film, der både bringer det bedste frem i Tyrkiets hovedstad, samt viser at katte kan virke terapeutisk på ensomme mennesker, da de er nogle empatiske små væsner. Og specielt i en storby, hvor de små og fattige mennesker let kan blive overset, ser kattene på dem uden fordomme og tilbyder uforpligtende selskab og kærlighed. Disse katte, der har levet i Istanbul igennem årtusinder, repræsenterer også menneskehedens udvikling igennem et uskyldigt væsens øjne. De har været der i lang tid, og lige meget hvor meget vi ændrer os, vil de altid være der.
Pulserende og loddent katteliv
Vi følger adskillige katte og deres spankuleren igennem Istanbuls snoede gader, til tonerne af tyrkisk musik, hvor flere af dem har faste menneskelige besøgsvenner. Et af de små lodne væsner har endda en aftale med en restaurant om, at han kommer om natten og jager de mus, der terroriserer restaurantens maddepoter, så får denne kat mad og pleje til gengæld. En af dokumentarens mest rørende og hjertevarme øjeblikke, kommer midtvejs i filmen, hvor en fattig og ældre tyrker, der bor alene på sin båd, viser os et kuld af kattekillinger, der bor i en papkasse nede ved havnen, og som har mistet deres mor. Derfor tager han sig af dem og giver dem mælk hver dag, for at de ikke skal dø.
Teknisk ekstremt begavet
Rent teknisk er dokumentaren ekstremt velfungerende. Billedsiden er utrolig smuk, de store panoreringer henover Istanbul er blændende, og man bliver straks kastet ind i en eksotisk og autentisk stemning. Instruktør Ceyda Torun og de to fotografer Alp Korfali og Charlie Wuppermann har virkelig kælet med billederne og specielt brugen af close-up's på kattene og deres udtryksfulde øjne er genial. Vi ser ikke menneskene iagttage kattene, men tværtimod ser vi kattene iagttage menneskene. Der er en masse visdom gemt i øjnene på disse katte, en livserfaring, som mange mennesker måske mangler i dag, men også en vished om, at de i sidste ende må klare sig selv, til trods for at de bliver kælet kærligt med af byens indbyggere.
Sympatisk og fascinerende på en gang
Kira Fontana's begrænsede, men intelligente underlægningsmusik passer perfekt til disse kattes elegante bevægelser og spring fra bygning til bygning. Den er nysgerrig og undersøgende ligesom kattene selv. Den er med til at understøtte deres sprudlende hverdag, og overdøver på ingen måde filmens behårede og nuttede hovedpersoner. "Kedi" giver i det hele taget ikke kun et smukt indblik i disse kattes liv, men i en hel kultur, der formår at fremstå sympatisk og fascinerende på en gang. Fuldstændig ligesom denne enestående dokumentar.
