Skriv en kommentar
Filmen handler om den middelaldrende Michel, der bliver fyret fra sit job efter mange års tro tjeneste. Han bor sammen med sin kone, Marie-Claire, og de to har det godt sammen. Marie-Claire får til hendes fødselsdag en samlet gave fra familien og vennerne, og denne gave er en lille kiste med to billetter til Tanzania og en masse lommepenge. Disse penge og billetter bliver dog stjålet i et forfærdeligt hjemmerøveri. Nu er det op til Michel at finde frem til bagmændene bag dette, og i denne søgen konfronteres han både med sin samvittighed og prioriteterne i livet. Filmens titel er taget fra et digt af forfatteren Victor Hugo.
Filmen er god. Så er det sagt. Det er en lille perle, der åbner sig op. Fra starten af synes den kedelig og banal, men som filmen skrider frem, går det op for beskueren, at den virkelig har noget på hjerte.
For det første er skuespillet fænomenalt. Disse relativt ukendte franske skuespillere ER deres roller og det giver en helt speciel autencitet. Især Jean-Pierre Darroussin er fantastisk i hovedrollen som Michel.
Men hvad der virkelig gør filmen god er, at den åbner op for et emne, som ikke er skildret før. Da det går op for Michel hvem der står bag røveriet, står han i et dilemma. Han hader disse kriminelle, men omvendt er han også bevidst om hvad der har drevet dem til disse handlinger. Fattigdommens desperation har mange ansigter, og Michel tænker meget over hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Han tvinges altså til at redefinere sit eget moralske regelsæt, og konsekvenserne er store. I baggrunden står hans alt-igennem gode og dejlige kone, Marie-Claire, og bakker Michel op i enhver handling. Dette er kærlighed og sjældent er det portrætteret så flot og så autentisk på film.
Filmen kunne let have blevet reduceret til en plat krimi, men filmens karakterer er i så høj grad så ægte og autentiske, at den heldigvis aldrig kommer ned på dette niveau. Filmen er nemlig ikke drevet frem af plot, men af karaktererne, hvilket i denne form er at foretrække.
Man ville måske have nogle bange anelser over en fransk film i en lille by. Nærværende anmelders sidste møde med en sådan film gik ikke godt (”Miraklet i Le Havre”), men ”Kilimanjaros Sne” bliver aldrig rigtig småborgerlig eller prædikende. Den skildrer sine karakterer med respekt og med omsorg, og det er virkelige mennesker, der har virkelige problemer og tanker. Derfor er ”Kilimanjaros Sne” en perle af en film.
