Skriv en kommentar
Hvad gør dig bange?
Er det mørket, underlige lyde på loftet eller tanken om, at skræmmende eksistenser som den omdiskuterede Amagermand tilsyneladende i flere år har formået at snyde sine omgivelser til at tro, at han er et såkaldt ganske almindeligt menneske?
Angstbegrundelser er muligvis subjektive, men som biologiske væsner er mennesker nu engang indrettet sådan, at selv den mindste trussel mod vores eksistens kan alarmere alverdens bange anelser.
En sådan kompakt bange anelse er den engelske thriller, Kill List …
Jay og Gal er best pals og veteraner fra Irak-krigen. Våbnene har de dog ikke lagt fra sig, da de lever et dobbeltliv som professionelle lejemordere. Heller ikke neuroserne har de taget afsked med, da særligt Jay er psykisk overbelastet og lever i en kronisk tilstand af stress. Konen bøvler han tilmed også med. Voldsomme skænderier, gentagende beskyldninger og gennemgående mistrivsel præger deres relation, så da den evigt behjælpsomme Gal rækker samaritanerhånden ud og får den stadig mere desperate og deprimerede Jay med på ideen om et sidste, blodigt foretagende, ser Jay det som en oplagt mulighed for at starte forfra.
Men det, der skulle have været tabula rasa, ender som mentalt blow up af uhørte dimensioner. Uden at ane det, bliver de dog selv (u)frivillige brikker i et langt større spil … et spil, der ikke blot handler om liv og død, men om åndelig forløsning og moralsk fortabelse.
I hate dirty soap
Kill List er i udlandet blevet hypet til næsten uanede højder. Kult er sågar det ord, der flest gange er blevet forbundet med filmen. Det er da heller ikke utænkeligt, at Kill List vitterligt får denne eftertragtede kultstatus, men det er ligeså tænkeligt, at den går i glemmebogen, hurtigere end dagens avissider.
Denne film vil nemlig utvivlsomt skille vandene med ligeså stor kraft, som Moses gjorde det. Der vil være de, som vil forkaste dens prætentiøse detektivspil, hvor langt mere forbliver hemmeligholdt end lagt for dagen. De vil pege fingre af dens åbenlyse lave budget, det utilstrækkelige manuskript, det usammenhængende plot. Debatteret og sandsynligvis dumpet vil sikkert også blive filmens chokerende slutning, der ikke alene laver en abrupt U-vending og derved tager fusen på publikum, men tilmed ender med at sætte spørgsmålstegn ved hele filmen i sin grundvold.
Og så er der de, der vil nyde filmens kaotiske univers, den ligefremme fremtoning, der strækker sig fra skuespillernes in your face-præstationer til scenografiens ægte udtryk. De vil sætte pris på den veletablerede, faretruende atmosfære af undergang, der bliver etableret fra det allerførste frame, ikke fortaber sig et eneste øjeblik undervejs i filmen, men fremtræder mere og mere håndgribeligt som et tilfældigt skib, man først skimter svagt ude i horisonten, lille og fjernt, men som næsten umærkeligt puster sig op i billedsfæren, indtil det utilstedeligt fylder det ganske totalbillede.
De vil applaudere filmens fabelagtige skuespilpræstationer, der giver den gængse method acting baghjul. De vil mæske sig i filmens leflen for okkultgysere, glædeligt forsøge at opsnappe alle de hints, der (u)mærkeligt dukker op undervejs, vende og dreje dem, til de giver en eller anden form for mening i en ellers tumultuarisk film. Alle de mange spørgsmål, som filmen generøst propper én med, vil de ikke anskue som irriterende plothuller i en film, der klart dyrker antydningens kunst og altså forsværger at levere logiske forklaringer på ulogiske hændelser og meningsfulde konklusioner på en surrealistisk verden. De vil tværtimod omfavne mysteriet.
Denne anmelder tilhører denne sidste kategori.
Kill List er nemlig ingen ordinær film. Eller let gennemskuelig film. Eller simpel. Den er både kompliceret, fordi den konstant kræver sit publikums fulde opmærksomhed. Men den er også prangende med sine alt for mange kringelkrogede hentydninger, der er alt for vage til at give nogen uafviselig fornemmelse af filmens univers.
På mange måder læner den sig faktisk op ad en konventionel filmskabelon med adskillige letgenkendelige filmiske træk.
Hele filmens oplæg er fx en lang filmisk recycling - de to sympatiske gutter, der skal på en sidste mission sammen; den ene er på randen af et mentalt sammenbrud, så egentlig burde kan takke nej og lægge sig på briksen hos den nærmeste psykolog, men det gør han selvfølgelig ikke, for filmens fortælling er en lurende fatalisme, der sætter dagsordenen. Lejemorder-kontrakten bliver underskrevet med blod, der er okkulte tegn og døde katte på spil, og så er der et næsten monokromatisk feel, både stilistisk og stemningsmæssigt, der lægger sig op ad noir. Sort, sort noir.
Men på trods af denne klassiske ballast, evner filmen som få at indgyde en ualmindeligt vedvarende følelse af forlis, fiasko og forstyrrelse, der forbliver i én længe efter, at filmen har afrundet sin fortælling.
Denne ragnarok-stemning skal ses som en kvalitet i forhold til filmens indholdsside. Vi befinder os nemlig i en moderne verden, blottet for empati og etik, men beboet af materiel nydelsessyge og moralsk forfald.
Jay er psykisk skrøbelig og alligevel skubbes han ud i denne sidste mission. Familien skal bruge pengene, så der er ingen vej udenom. Det er både ufornuftigt og problematisk, men det er livet. Til gengæld gør Jays sjælelige tilstand ham ude af stand til at være den kærlige husbond og den støttende far, han burde være. Denne patriarkalske mangel afstedkommer en bestandig følelse af ensomhed i familien – den perifere søn, den deserterede kone, den marginale Jay. Det er hårde sager. Men det er også livet. I hvert fald en del af det.
Filmen fokuserer dog næsten ensidigt på en art omspænende nutidig nihilisme, der bl.a. mest indlysende kommer til udtryk i dens udpegelse af de ”ofre”/institutioner, som Jay og Gal ansættes til at rydde af vejen – præsten (kirken), bibliotekaren (undervisningen/opdragelsen) og politikeren (staten) og naturligvis endelig familien … Kill List er kompromisløs i denne ekspressionistiske udlæggelse, men alligevel indistinkt spidsfindig i sin udlevering af det moderne åndelige vakuum, den menneskelige fremmedgørelse og civilisationens fortsatte barbari.
At en ordentlig portion sorthumor er forhåndenværende i filmen er lige den skefuld salt, der gør Kill List spiselig, men ikke nødvendigvis fordøjelig. For der er visse plothuller, man ikke blot kan afskrive som ”fri fortolkning” og enkelte set ups, der ikke bliver payed off.
I det store og hele er denne lille britiske thriller dog indstillet på en effektiv, sofistisk og intelligent frekvens, der, på trods af materialets iboende gru, alligevel drager én til sig og giver én en umærkelig trang til at vende tilbage på ny.
For hvorfor er det lige, at en dødningelignende Fiona står og vinker til Jay udenfor vinduet? Hvorfor takker ofrene for at blive slået ihjel? Hvem er det, som Jay egentlig er, ifølge bibliotekaren? Hvem slår katten ihjel? Hvorfor er hele seancen en rekonstruktion? Er vi virkelig små tandhjul i det store maskineri? Og er kaninkød en delikatesse?
Måske du bliver irriteret over alle spørgsmålstegnene, og det vil være legitimt nok.
Måske du vil se dem som enigmatiske brikker, der blot ikke er blevet placeret i deres rette position. Det vil også være legitimt.
Med dette in mente, må denne anmelder fastslå, at både WOW og WTF begge ligeligt og proportionalt sammenfatter Kill List´s epitaf.
