Skriv en kommentar
Kurderen Ako (Nazmî Kirik) lever det lykkelige liv med sin kone Selma (Belcim Bilgin) og deres barn i en bjerglandsby. Hans eneste plage er Selmas bedstefar, der som en kugle om benet, må passes og plejes, og rulles rundt i sin seng udenfor på jagt efter lidt lindrende skygge. Alle meddelelser skal skriges, da han forekommer stokdøv. Ako bliver nu sendt af sted for at skulle kæmpe en kamp for et andet land, sammen med en del andre kurdere. Situationen fortvivlende. I militærlejren møder Ako Sami (Ehmed Qeladizeyi), der slet ikke besidder soldatens sunde krop, og som konstant er i de irakiske officeres søgelys, til ydmygelser for sin fedme. Krigen rykker nærmere, og de absurde scener i skyttegraven hvor Ako overvejer hvilke ben han bedst kan undvære og så stikker det andet ben op, og håber at en skudsalve vil rive det over, så han kan komme hjem. Men bedst som krigen tager til, bliver Ako sendt af sted, med en irakisk chauffør (Eyam Ekrem), der hader kurdere, med en martyr på taget, et lig der skal fragtes hjem til sin familie. Der tager det ene vanvid over efter det andet, og et møde med det storslåede irakiske landskab.
Saddam Hussein spøger konstant i denne film, hvilket i sig selv gør den politisk potent og aktuel. En statue af Saddam, der flere gange går igen i filmen, og symbolisere underkastelsen i landet, var i sig selv et problematisk beslutning, fortæller instruktøren. Der var særdeles svært at finde en skulptør, ingen kurdere havde lyst til arbejdet, til sidst lykkedes det at overtale en arabisk skulptør, og af sikkerhedsgrunde er det helt utænkelig at krydse mange dele af Irak med sådan en statue, så den blev bygget i Kurdistan. Men da den har de gigantiske dimensioner, tittede dens hoved op over murene hos skulptørens gårdsplads, blev den øjeblikkeligt konfiskeret de lokale myndigheder og skulptøren havnede i fængsel. Det var en længere forhaling frem og tibage før det lykkedes at få begge fri.
Instruktøren Hiner Saleem måtte selv flygte fra Irak som sytten årig, så det er en film han har tæt på sin hud. Den er godt spillet, lettere komisk, men når ikke rigtig ind til benet. Lidt a la ”Livet Er Skønt” med Benini, men mangler det afgørende, og den nærhed, men til gengæld et dejligt møde med Irak, og altid en fornøjelse med film fra de kanter.
