Skriv en kommentar
Du spiller psykiateren Johannes i ’Himmelfald’. Hvem er han?
Jeg ved ikke om han er, men han beskrives i hvert fald som en person, der har været inden for psykologien i mange år. Og i kraft af det, har han fået sin institution op at køre. Her hjælper han mennesker med problemer. Men det er ikke ensbetydende med, at han ikke selv har fået en masse problemer at slås med. Det her handler om en mand, som hjælper andre, men som har en hel del problemer selv. Og det har så mundet ud i, at jeg er impotent, og at jeg prøver nogle filosofier af, som jeg rent teoretisk godt kan forholde mig til, men som jeg overhovedet ikke kan håndtere, når jeg udfører dem i det virkelige liv. Så der er jo nogle store konflikter, jeg der skal bearbejde.
Bortset fra impotensen – er det så en rolle du kan leve dig ind i?
Det er skidehårdt at være impotent i norge i syv uger i hvert fald. Det er det. Altså jeg ved det ikke. Det er jo noget med, at man må studere det og sætte sig ind i hvad det vil sige. Man må tilsidesætte nogle følelser - For at fremme noget andet. Vi ved jo alle sammen, som mænd, hvad det vil sige ikke at kunne. Angsten for ikke at kunne. Den klassiske præstationsangst. Men vi tager aldrig rigtigt fat i hvorfor og hvordan og lige pludselig, så sidder man bare midt i det. Og det har været meget interessant. Umiddelbart har jeg fundet ud af, at vi har sådan en lyst til at se vores kæreste sammen med en anden mand – uden at vi egentligt vil acceptere, at vi har den lyst. Vi vil overhovedet ikke berøre det emne. Vi vil overhovedet ikke tænke på, at det er rigtigt. Det er sådan en pagt, vi har med os selv. Vi vil slet ikke have den. Men vi kan ikke komme ud over, at en gang imellem, så dukker den op. Hvordan håndterer man det som mand. For den er jo ikke sund. Og den er heller ikke særlig rar. Og i filmen kan jeg så i praksis udføre det. Det går jo også helt galt. Jeg påfører min kone en kæmpesmerte, fordi hun elsker mig så højt. Der var en hel del arbejde med det, vil jeg sige. Det var jo vildt interessant for mig, der jo normalt ikke er impotent psykiater.
Har du brugt lang tid på at forberede dig til rollen?
Jeg brugte syv uger, hvor jeg dykkede ned i bøger og læste om filosoffer og prøvede at gå ind og dyrke mine sanser og lytte meget til andres historier og se hvordan andres historie påvirkede én. Det handler også om, hvor påvirkningen kommer fra? Når man f. eks. tænker på, når man tænder for fjernsynet. Jeg ville blive impotent af at se fjernsyn i to dage. Så ville jeg faktisk være impotent. Pga af alle de informationer og pga af alle de dårligheder, der foregår. Enten går det sådan, eller også går det lige modsat og så går man amok oppe i hjernen, fordi man skal have en tryghed, man skal have noget seksuelt. Men i nuet vil jeg sige, det er meget svær at håndtere. Og når man så er på en institution, hvor man lytter til dybe følelser – de kommer ikke engang ud af fjernsynet men direkte fra andre mennesker – giver det selvfølgelig nogle blokeringer. Og hvis du så vil hjælpe samtidig, så må du tilsidesætte nogen af dine andre behov. Og det sker også ganske naturligt. Så det er sådan cirka det, min figur er i den film.
Hvad prøver ’Himmelfald’ at fortælle?
Det er et fantastisk intelligent manuskript for det første. Det beskriver faktisk hele verdens store problemer pakket ned i en lille landsby inde på en lille institution. Og det tør tage fat i de enkelte følelser. Det kan jeg meget godt lide. Det synes jeg er meget interessant. Det er en meget, hvad kan man sige, hudløs ærlig film. Og jeg synes også, den er kærlig. Den fortæller i virkeligheden meget om håb.
Hvordan kom rollen på tale?
Jeg var på arbejde i Norge i forvejen. Og den producent jeg arbejdede for i Norge, på det tidspunkt, han havde denne her film liggende. Og han spurgte så mig. Det var til en filmfestival klokken fem om morgenen. Så kom jeg til at sige ja til at være impotent. Det gør jeg aldrig igen. Og så læste jeg manuskriptet og syntes, at det lød sgu meget spændende. Det lå langt væk fra, hvad jeg havde lavet før.
Har du kommende projekter på vej?
Ja jeg tager til Norge igen. For en gang skyld. Ha ha. Det er en surferfilm denne gang. Den handler om en ung fyr, der gerne vil være verdensmester i surfing. Og så henvender han sig så til mig, som ved, hvordan man surfer. Så det handler mere om en slags udvikling for ham. Om det at blive surfer. Det er faktisk ret fantastisk at kunne stå på et bræt og blive hjulpet af vinden på den måde.
For nogle år siden legede du med et sideprojekt – ’Escape – flugten fra ensomheden’. Kommer den i dvd-distribution?
Det tror jeg ikke kan lade sig gøre. Den faldt jo uden for alt. Den havde jo ikke nok tid. Det var mit eget lille kunstværk. Min egen lille læreproces. Jeg vil også gerne have den ud og jeg har snakket en del med andre om at få den ud på dvd igennem universal. Det kan også godt være, at vi gør det. Jeg prøver også at skrive videre på nogle andre små skæbnehistorier, og så prøver jeg måske at slå det sammen til en film. Nu er den jo efterhånden – det er jo før dogme og alt det her ikke – den er jo efterhånden seks-syv år gammel. Jeg ser den en gang imellem og tænker bare, hold da kæft, sikke en energi. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det, for de er meget reklamefikserede, biograferne. Så jeg ved ikke hvordan fanden, jeg får den ud. Så jeg har et lille problem. Jeg har selvfølgelig kæmpet for at få den ud. Men biografejerne tænker jo på spillefilm, der ligger i en længde på halvfems minutter. Og de vil ikke opdrage på os til at gå ind og se en film, der har en kortere længde. Det er svært. Jeg tror sgu, jeg køber en biograf, og så sætter jeg den op. Men jeg tror godt, den kan gå på dvd. Jeg tror godt, man kan se den på dvd. Men jeg vil selvfølgelig helst have, at man oplever den i biografen. Det er det, jeg har lavet den til.
