Skriv en kommentar
Det er helt afgørende for seriens kvalitet: Vi skal ikke langt ind i pilotafsnittet af The King of Queens, før den iltre pensionist, Arthur, brænder sit hus ned til grunden, fordi han hårdnakket insisterer på at bruge sit udtjente gasblus. Og så er der jo ikke andet for, end at den selvsikre, om end hjælpeløse, Arthur, må flytte ned i kælderen hos sin datter Carrie – alt imens svigersønnen Doug må rykke sin nyinstallerede tv-stue ud i garagen.
Helt afgørende, fordi Arthur – spillet af Ben Stillers far, Jerry Stiller – er den karakter, der fra tid til anden tiltrængt rykker The King of Queens ud af sit overordentligt sympatiske, lune og ikke så sjældent ganske morsomme hverdagskomik. Det er fra denne front, vi får den skarpe satire, de overraskende punchlines og de gennemført sjove delfortællinger.
Som i Arthurs korstog mod en deodorantfabrikant, der ikke lever op til pensionistens høje forventninger. Eller hævntogtet mod skaberen af Radiserne, Charles Schultz – fordi Arthur er overbevist om, at tegneserien er baseret på hans liv. Selv i de sekvenser, hvor karakteren Arthur ikke spiller en afgørende rolle, stjæler han gerne scenen.
Selvfølgelig kan det ses som en kæmpe svaghed, at en bifigur spiller en så afgørende rolle for seriens kvalitet. Men det er nu også oplagt bare at se det som en kæmpe styrke. For det er jo ikke fordi, de to hovedpersoner, Doug og Carrie, er dårlige. Kevin James er ikke en komiker, der på excentrisk facon tiltrækker sig opmærksomhed, men han er elskværdig som Doug. Lun og naivt insisterende. Og Leah Remini som Carrie brænder betydeligt mere igennem i den for komedieserier ofte noget tamme hovedrollens-kone-rolle i kraft af sit markante skuespil.
Selv om sæson nummer et af The King of Queens er en blandet fornøjelse, så er bundniveauet trolds alt relativt højt. Sjovest er det, da Doug har planlagt det helt store omkring en wrestlingkamp – samme dag Carrie fylder 30. Eller episoden, hvor Doug og Carrie tager til bryllup – og Doug finder ud af, at Carrie tidligere har haft noget kørende med brudgommen.
Fra tid til anden flettes en række noget ufærdige bifigurer ind i parrets liv. Carrie lægger ud med at have en søster, men hun forsvinder efterhånden. Dougs tvivlsomme vennekreds byder på den komisk set håbløst mislykkede storcharmør, Richie, den lidt for kedelige arbejdskollega, Deacon, og den fortsat hjemmeboende nørd, Spence, der i første sæson kører lidt for meget i samme spor – og som oftest er sjovest i selskab med Arthur.
Alt i alt, det er hyggeligt, jævnt morsomt med garanti for lyspunkter i hvert eneste af de 25 afsnit, der udgør første sæson. Men for den helt skarpe komik – den der overrumpler i sin originalitet – ja, der skal man vente tålmodigt på, at Arthur kommer op fra sin kælder. Og det gør han heldigvis jævnligt.
Der er intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
