Skriv en kommentar
Nu er det ingen hemmelighed, at Tømmermænd i Vegas (2009) ikke alene var en virkelig morsom og vellykket film, men tilmed en af de komedier, der havde sat præcedens for kommende komediefæller. Devisen var for så vidt hverken særlig original eller nybrydende, men alligevel gjorde den gakkede alliance mellem hæmningsløs humor, ublufærdige indskydelser og en læspende Mike Tyson (?) noget ekstraordinært – den fik folk til at grine. Virkelig grine.
Den danske komedie, Klassefesten, efteraber på mange måder denne skamløse lagkagekomik-model, men som det oftest er tilfældet med efterkommende kopivarer, er de bare ikke ligeså fede, ligeså seje, ligeså cool som det efterstræbende fortilfælde.
Men mindreværdige efterligninger har også ret.
I hvert fald så længe den humoristiske nerve er vibrerende, den personlige engagement engagerende, og løjernes eneste lov er lutter lovløshed …
De tre gymnasiekammerater Niels (Nicolaj Kopernikus), Andreas (Anders W. Berthelsen) og Thomas (Troels Lyby) er inviteret til et 25 års jubilæum for deres gamle gymnasieklasse. ”Er det allerede 25 år siden? Hold da kæft, det er jo to gange min alder.”, kommenterer Niels´ unge søn instinktivt, da hans næsten halvblinde far, der nægter at købe sig et par briller, læser invitationen op for familien. Sønnens utilsigtede bekendtgørelse indkapsler nu fornemt Niels´ generelle sindstilstand. Den domineres nemlig af en altfortærende følelse af at være lidt for gammelagtig, ret så skuffet, rimelig mislykket og grundlæggende misfornøjet. En mand, hvis livs højdepunkter alene kan spores tilbage til fortidens bedrifter. Nu står den kun på dyr villa, hårdt job, krævende unger og en omklamrende kone.
”Det bliver snart svært at elske dig, hvis du hele tiden går og hader dig selv.”, siger Niels´ bedrøvede kone til sin frustrerede mand. Nej, det er ikke let at være Niels. Nej, det er ikke let at være voksen.
Værre står det til hos den nørdede Andreas, hvis bohemekone har forladt ham til fordel for deres fælles parterapeut, som er adskillige år yngre, flere timer i motionscenteret spændstigere - og sikkert også glatbarberet – i hvert fald ifølge den kække Thomas, der med et glimt i øjet overbeviser den kiksede Andreas om, at unge mennesker i dag altså barberer alt håret væk. Og naturligvis resulterer denne påståede overbevisning i en grinagtig scene, hvor både Andreas og Niels skal være med på moden.
Thomas er sanger og guitarist i sit smarte band. Damerne følger ham konstant som hans egen skygge. Hjemme sidder den overbærende kæreste, som han elsker meget højt, men som han ikke tør dedikere sig til, for inde under det fandenivoldske, friske facadepanser gemmer der sig selvfølgelig en blød bamse med et blødende hjerte og et skrøbeligt ego.
Egentlig har Niels og Andreas slet ikke lyst til at deltage i gymnasiefesten, men Thomas er af en helt anden mening. Der venter dem derfor en vild weekendtur, hvor manddommen kommer på en både festlig, svidende og forløsende prøve …
De bedste ting i livet er gratis
Lad mig slå en ting fast med det samme. Klassefesten er en ret sjov film. Ingen lårklaskende humørbasker, der vil fylde dit humorlager op til glad fortæring for resten af året. Men vi har heller ikke at gøre med en humørstinker, der gør trangen til andre filmiske lykkepiller næsten ulidelig. Vi taler nok snarere om et tilfredsstillende mellemleje, som jonglerer tilpas ekvilibristisk med sine mange grinebolsjer, dog uden at lægge nogen bestående eftersmag i din grinelystne gane.
Selvom filmens præmis med tre voksne mænd, der på hver sin måde er gået i stå i tilværelsen, og som altså får en enestående oprejsningschance med en uplanlagt jubilæumsfest, er relativt interessant, bliver det i Klassefesten en anelse fortænkt til at virke bare en smule naturligt. Der bliver aldrig etableret en tilstrækkeligt dækkende karaktertegning af de tre mænd som unge, og derfor virker hele forlægget med en genforenende fest malplaceret og overfladisk. Derudover får hver enkel karakters familiære bagland så minimal skærmtid, at deres personlige problematikker forekommer påsatte og henkastede. Man er ligeglad med dem, og derfor går man heller ikke op i, om de sejrer eller synker.
”Jeg laver en Ulrik Wilbek. Jeg flipper endnu mere ud. Det var sådan, han fik Anja Andersen til at slappe af.” Sådan siger Thomas på et tidspunkt i filmen. Og selv om det kontekstuelt i filmen både giver mening og stimulerer grinemuskulaturen, er denne konstruerede joke-levering meget symptomatisk for filmen som helhed. Man kan nemlig ikke undslippe en gennemgående følelse af en indstuderet stand-up-stil i filmen, i stedet for en mere bramfri, frit flydende komisk vekselvirkning.
Denne stand-up teknik virker noget af vejen, men i det lange løb bliver det alt for syntetisk med så påtagelig, så primitiv en filmintention. Når hensigten i den grad tydeliggøres gennem opsatte slapstick-sekvenser og iscenesatte stand-up-agtige udsagn, falder ophidselsen eksponentielt med denne fiktive feel. Lidt mere autentisk flow havde bestemt ikke stillet sig i vejen for tilskuerens overordnede grinelyst.
Til gengæld må jeg skamrose Anders W. Berthelsen for hans fantastiske portrættering af den forsmåede, dumpede Andreas, der hurtigt skifter fra roligt, tilforladeligt gemyt til en superaggressiv Bertel Haarder-wannabe. Det er viiirkelig morsomt.
Når man ser bort fra det elendige klippearbejde, den anonyme billedæstetik og den hullede karakterportrættering, er Klassefesten faktisk en relativt charmerende, komisk film, hvis primære publikum nok må konstateres at være det mandlige.
Man skal dertil hverken være en sky puritaner eller kedelig konservativ for at indløse billet til Klassefesten. Hang til spasser-humor er et must, hvis fornøjelsen skal være helhjertet. Aversion mod uvæsentlig underholdning med den ene hånd i armhulen, den anden i skridtet er ikke et godt udgangspunkt. Sympati for letfordøjelige humorsnacks med lav kalorieværdi, men gnidningsløs tyggeteknik er at foretrække.
Klassefesten nydes bedst instinktivt. Med hjernen på automatpilot og hjertet i dvaletilstand. Med forventninger på lav blus og fintfølende smagsdommeri forvist til skammekrogen.
Så bliver Klassefesten faktisk en ganske gæv oplevelse.
