Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Shakespeare-filmatiseringer har alle dage været populært. Han har været manden historien til over 600 film, og det er vist en uofficiel verdensrekord. Særligt siden 1990 har der været lavet et par virkelig interessante film bygget på mesterens ord. Hvem kan overse Baz Lurhmanns dybt originale version af Romeo and Juliet, og hvad har Kenneth Branagh ikke gjort for at give ordene nyt liv i bl.a. den fire timer lange Hamlet. Michael Bedford, der også instruerede den fine Il Postino, har kastet sig over Købmanden fra Venedig udgivet i 1600. Historien er en samtidsberetning om en religiøs fejde i Europas fremmeligste by mellem kristne og jøder, som peger uhyggeligt fremad i vores historie. I 1623 blev stykket udgivet i den første udgave af hans samlede værker, som en komedie – og det må siges at være en fæl fejltagelse. Nok afsluttes stykket muntert for de glade og heldige kristne, men inden da må jøden Shylock gå nok så meget igennem – for at miste alt, hvad der er værd at leve for – nemlig sin formue og sin ret til at være jøde.
Michael Radford har været tro mod Shakespeares ord, og filmen er derfor en tung dans mellem Shakespeares-tidens ord og hans indforståede ordlege og dramatisk poesi af en grad man sjældent og måske aldrig hører i dag. Men ordet er i kunstens magt og det bliver brugt ud i sidste detalje.
Handlingen er som sædvanlig kringlet. Jøden Shylock låner den kristne Antonio penge til vennen Bassanios bejlerfærd for at kapre den rige og smukke Portia, som gives bort i noget der minder om et datidens lotteri. Shylock er blevet hånet af Antonio og gemt af vejen i en venetiansk pendant til den polske ghetto for jøder. Til trods for den behandling låner han sin fjende penge, men for en kostbar pris. Et pund kød af Antonios bryst nær hjertet skal være betaling, hvis ikke denne imødekommer aftalen om tilbagebetaling. Det sker naturligvis ikke, og derfor kan Shylock enten vælge at vise nåde eller at skære hjertet ud af Antonio. Han vælger det sidste, men via Shakespeares narrative kringelkroge og juridiske ordlege ender det med at dommen omstødes og at Shylock til gengæld må stå for skud. Essensen i historien er, at også den kristne overherre forsømmer at vise nåde for jøden, og dermed lader hævnen lystrer over den nåde og tilgivelse, som hele den kristne verden burde være bygget på. Af samme kringelkroge går der skår af glæden i kærlighedesmotivet også, men det reddes til slut, hvorfor man måske i sin tid har fokuseret på at stykket var en komedie. I historisk lys og i mellem Shakespeares linjer har vi at tale om en stor, stor tragedie.
Det fokuserer filmen for så vidt også på, fordi den kan vise mere end teatret kan. Radford har skruet et sublimt drama sammen i et mættet venetiansk sceneri, der gør at hver evig eneste indstilling kan beskues som et kunstværk. At Radford så oven i købet har kunnet har samlet en stab af sublime skuespillere til filmen, gør den bestemt ikke dårligere at se på. Lynn Collins er fin i rollen, som den smukke Portia, der skal klædes ud som mand undervejs (et typisk Shakespeare-motiv). Joseph Fiennes, som faktisk selv spillede Shakespeare in Love, er den unge libertiner Bassanio. Knivskarpe Jeremy Irons er Antonio, der hånligt spytter Shylock i skægget for til sidst at blive gjort til genstand for dennes vrede. Men mesteren over dem alle, der helt alene kan stå som anbefaling for at se filmen er Al Pacino, der i sin rolle som Shylock får hele talentet op at køre. Helt fin i detaljen og sansen for poesien i Shakespeare kan han være, samtidig med at han med øjnene kan dræbe skånselsløst. Der er ild i ansigtet på Pacino, når han får lov – og det er gør Shakespeare desto bedre.
At stykket ikke er det mest saftige i Shakespeares værk (helt uden dramatiske dødsfald som i Hamlet) rammer selvfølgelig også filmen som fortælling. At være tro mod værket bevirker også at den tragiske side af sagen ender en smule blindt, hvor Shylocks datter, den smukke Jessica, ser mystificerede ud over vandet i bedrøvelse og skam over faderens skæbne. Man har altså forsøgt at sætte undertonerne i spil, men afslutter filmen med det bogstavelig og ligefremme. Derfor er det stadig en fremragende Shakespeare-filmatisering, som måske kræver lidt tålmodighed overfor originalen. Det kan anbefales, at man måske kaster sig over et par Hamlet-film og Romeo+Juliet før man giver sig i kast med Købmanden fra Venedig. Vægten skal frem. A pound of flesh, no more, no less (Hvem husker Greed-mordet i David Finchers Se7en). Kritikervægten er indstillet på fem stjerner, og så har man også prøvet at være bade retfærdig og nådig – og det er ikke svært med en film af denne kaliber.
Scanbox.
