Skriv en kommentar
Hvordan får de livet tilbage
Da jeg havde set de drømmende onde ånder i den intense film Koko-di Koko-da kom jeg til at tænke på en sekvens i en historie af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, hvor han skriver Hvis denne formiddag og dette møde er drømme, så må hver især tro, at det er ham selv, der er drømmeren. Måske holder vi op med at drømme, måske ikke. I mellemtiden er det vores klare forpligtelse at acceptere drømmen, på samme måde som vi har accepteret universet og det at være blevet født og se med øjnene og trække vejret…….Min drøm har allerede varet i halvfjerds år. Vil du vide noget om min fortid, som er den fremtid, der venter dig.
Vi følger i filmen et ungt par, der for tre år siden på tragisk vis mistede deres datter, og nu på en telttur i de svenske skove sammen vil bearbejde sorgen – men som hele tiden bliver forfulgt af onde drømme, da fortiden forfølger én. Den svenske filminstruktør Johannes Nyholm har på smukkeste vis skabt en drømmeverden, som er flettet ind i flere kapitler, hvor Elin (Ylva Gallon) skal ud af teltet for at tisse og hver gang bliver mødt af en hvid kat, som løber over vejen og tre mænd: Mog i hvid habit, hvid hat og sko med gamacher (spillet forbilledligt af grinende Peter Belli), og hans to tunge assistenter medbringende en levende og en død hund – til tonerne af svensk cirkusmusik Koko-di Koko-da - som i tusmørkets morgenlys skaber en dramatisk stemning, hvor den angstfyldte far, Tobias (Leif Edlund) ikke tør stige ud af teltet, når Elin både i efterårsvejret og snelandskabet, bliver tortureret af Mog og hans venner. Om de kommer til større livsforståelse, må du selv se i biografen.
Det virkelige liv
Det virkelige liv kan leves på én m2 siger Tobias livsbekræftende i starten af filmen, da de flygter væk fra virkeligheden og på uvejsom vis, finder pladsen til et blåt telt, der er nok til få analyseret en sorg og gennemlevet livets dunkle sider – som i Johannes Nyholms film sættes sammen med flere poetiske tegneserier i fantasiens sprudlende mystik, hvor tegneseriefigurer bliver virkelige, og den farvestrålende fugl gør sorgen mindre – et imponerende filmværk med plads til alle livsfortolkninger.
Da jeg så filmens titel kunne jeg ikke lade være med at tænke på den gamle Beatles sang fra markedspladsen: Ob-la-di, ob-la-da, da jeg ikke kendte til den svenske børnesang Koko-di Koko da, som danner rammen til filmens titel, og som høres på den spilledåse med tegninger, som den sminkede datter med kaninører, hører inden hun dør, og som er omdrejningspunktet i filmen og gør, at man ikke er færdig med filmen efter én visning.
Johannes Nyholm har tidligere instrueret filmen Kæmpen i 2016 – om Rikard med den deforme krop.
Filmen er optaget over otte år dels i Skagen og dels i den smukkeste natur i Väster Götland, og den må blive kåret som en af Nordens bedste film i 2019.
