Skriv en kommentar
Denne danske stjernebesatte film er mere end blot en dansk stjernebesat film.
Stærkt inspireret af Vinterbergs egen opvækst i et kollektiv bliver vi kastet ind i et hjem bestående af far Erik, Mor Anna, og datter Freja. Men livet skal leves, mener Anna, og hun overtaler en nølende Erik til at forvandle barndomshjemmet til et kollektiv. Vennerne kaldes ind først, dernæst stemmes der person efter person ind indtil Kollektivet er komplet. Og selvom huslejen er lidt i den høje ende, som Erik siger, så går der ikke lang tid før alle har fundet sig til rette og øl, cigaretter og ”hvordan har du det”-snakke ved middagsbordet er blevet normen.
Og knæhøj karse og truhopla hvor det går der ud af.
Men åh filmklicher er ikke klicher uden grund.
For lige pludselig en dag, som ellers ligner enhver anden dag i Eriks kedsommelige arkitektlærerliv, træder en yngre, blond kvinde ind på hans kontor og mindre end 2 min. efter de har diskuteret hendes trivielle opgave, er et ligeså trivielt kys blevet delt.
Og det er her Vinterbergs films fokus drejer fra at forherlige kollektivet til at forvandle det til et psykisk torturfængsel for en af parterne – hustruen Anna.
Danmarks Dyrholm
Trine Dyrholm får endnu en film til at vise hvilken fænomenal skuespillerinde hun er – her i rollen som hustruen Anna, som langsomt ser sit drømmehjem blive forvandlet til et mareridt.
Dyrholm har et ansigt som enhver instruktør må elske. Hun åbner op for alt overfor kameraet – og hun bærer denne films handling.
Ulrich Thomsen viser sig også fra en stærk side som Erik, den utro, hidsige og forvirrerede mand som har svært ved at finde ud af sit livs lidenskaber. Thomsen giver den gas, men rammer også den menneskelige side af en mand som både er konfliktsky og opråbende og Thomsen forvandler sig til denne mand i sådan en grad på lærredet, at man ikke kan undgå at komme til at foragte hans figur en hel del.
Elskerinden spilles af Vinterbergs kone Helene Reingaard Neumann. Hendes stærkeste feature er øjnene, men ellers er der ikke meget endnu at råbe hurra for. Hendes tid på skærmen hjælpes i den grad på vej takket være Ulrich Thomsen.
Et fint lille stjerneskud får vi derimod serveret i form af datteren Martha Sofie Wallstrøm Hansen. Hendes stærke om end barnligt blik udstråler varme og frygt på skift og datteren får også en vigtigt rolle at spille i forældrenes liv. Børnene er så sandelige fremtiden i denne film. Symbolet på en frisk start. De lærer af forældrenes fejl.
Også Lars Ranthe tv-serien Sommer, Fares Fares ,Afdeling Q-filmene, komikeren Magnus Millang og Julie Agnete Vang Borgen 3 medvirker i filmen.
Kvalmende realistisk
Jeg har set samtlige af det mageløse genis film. Her snakker jeg om Lars Von Trier. Og det der ramte mig efter at have set Kollektivet var hvor ”hårdere” denne films scener var i forhold til hvordan reaktionerne har været omkring flere af Triers film.
Men at se en kvinde lemlæste sin vagina er på mystisk vis mindre svært end at se Trine Dyrholm tigge sin mands nye bambi-dukke om at få ham til at gå i seng med hende.
Denne film er rørende, smuk og ægte – og så følelsesfuld at det næsten bliver for meget.
