Skriv en kommentar
Det kan være voldsomt gribende, når en film excellerer i underspillede dialoger og et udramatisk, minimalistisk billedsprog. Man blev vidne til det i iranske Samira Makhmalbafs prisvindende kamp for ligeberettigelse - ’Klokken fem om eftermiddagen’. Og sådan er det sådan set også med den engelskfødte Asif Kapadias stærkt nedtonede og for i øvrigt mageløse individbeskrivelse i ’Krigeren’.
Meget symbolsk påbegyndes denne sagnomspundne og tydeligt samurai inspirerede fortælling langt, langt nede i de indiske dale, hvor tørke, fattigdom og kriminalitet nærmere er reglen end undtagelsen. Det er dermed helt i tråd med hovedpersonens indre sindstilstand, der da også står og vipper på kanten til et menneskeligt forfald. Engang var han den stolte og ærbare kriger og nådesløse bøddel, Lafcadia (Irfan Khan), men tiderne og hans eget moralske kodeks har ændret sig. Og det driver ham i sidste instans til at fravige sit erhverv som kriger for den lokale høvding (Anupam Shyam), der lever fedt på at inkassere bøndernes sparsommelige høst og beordre de få, der turde stritte imod, myrdet. Krigeren sværger aldrig at slå ihjel igen. Men at trodse høvdingen er imidlertid ikke en handling, der kan gå upåagtet hen, og straffen kommer da også prompte i form af en pris på den deserterende krigers hoved og henrettelsen af hans eneste søn.
Som følge af den igangsatte menneskejagt tvinges den detroniserede kriger ud på en flugt op gennem Himalayas sneklædte bjergtoppe, op mod fødebyen Kullu. Men det er imidlertid kun en gylden sidehistorie, der står i skyggen af den mere centralt placerede historie, der tegner krigerens mentale udvikling som menneske. Tynget af fortidens minder om krigsmageri og tabet af den eneste søn, er rejsen op gennem bjergene nemlig også et personligt følelsesridt gennem anger, sorg og tilgivelse. Og det er da også værd at bemærke, at netop de ofre, krigeren tidligere tugtet, er de samme, han må søge hjælp hos nu. Tid til selvransagelse? Det er i hvert fald lige præcis her, filmens største styrke skal findes.
Selvom krigeren aldrig verbalt giver udtryk for, hvilke følelser der piner ham, er vi alligevel ikke et eneste sekund i tvivl. Hans gestik og mimik er simpelthen så stærk og karismatisk, at enhver kan se lige igennem hans transparente facade. Og det er en blændende finesse ved denne film, at Kapadia er i stand til at fortælle en historie med så meget råstyrke og sjæl, at dialoger nærmest synes overflødige for at skubbe handlingen frem.
Undervejs på sin rejse mod toppen møder vores nyslåede antihelt den dårligt gående, blinde kone (Damayanti Marfatia) og den tyvagtige purk, Riaz (Noor Mani). De er frænder, han møder på sin kilometerlange vandring mod toppen, men også drivende kræfter for hans emotionelle udvikling, der eventuelt først når sit nirvana, efter endnu et drab.
Summa summarum er ’Krigeren’ et poetisk, drømmende værk, der på det nærmeste står i pagt med naturens kræfter. Det er simpelthen en tankevækkende perle fra Østen.
