Skriv en kommentar
Den tyskfødte Tom Tykwer imponerede sidste år det danske biografpublikum med den kalejdoskopiske ’Heaven’, hvor temaer som skæbner og tilfældigheder var med til at binde handlingstrådene sammen. Manuskriptet til ’Heaven’ var skrevet af afdøde Krzysztof Kieslowski, der da også har været til stor inspiration for Tykwer. Det er derfor ingen tilfældighed, at de samme temaer viser sig som gengangere i flere af hans værker.
Et af disse er ’Krigeren Og Kejserinden’, der på mange måder profilerer sig med de samme ingredienser som ’Heaven’. Temaerne er igen skæbne kontra tilfældighed. Ligeledes er det tydeligt, at Tykwer ynder at gøre brug af de samme folk fra film til film. Ligesom i ’Heaven’ er billederne varme og indtagende, vinklerne glidende og støttes fint af den forbilledligt drømmende underlægningsmusik. Tilsammen skaber det den helhed, der er blevet Tykwers varemærke.
To mennesker. Hver sin skæbne. Det er sådan set udgangspunktet i ’Krigeren Og Kejserinden’. Måske mødes de. Måske ikke. Sissi (Franka Potente) er den hensynsfulde og varme afdelingssygeplejerske på en psykiatrisk afdeling. Bodo (Benno Fürmann) er den kolde og plagede arbejdsløse, der mest af alt kæmper mod sine egne følelser. På en måde er de diametrale modsætninger. Og så alligevel ikke. I første omgang har de ikke meget tilfælles. Men en dag spiller skæbnen dem dét puds, at deres veje krydses. Bodo er delvist impliceret i en bilulykke, hvor Sissi havner inde under en tonstung lastvogn. I de minutter, der føles som uendeligheder, ligger Sissi og kan ikke trække vejret. Overraskende snarrådig redder Bodo hendes liv ved at foretage en trakeotomi (udvendigt snit i halsen der løser vejrtrækningen) og forsvinder igen. I 53 dage er Sissi indlagt for at komme sig oven på ulykken. Da hun kommer ud, sætter hun sig for at opsøge sin redningsmand for at finde ud af, om det var en tilfældighed, eller det var skæbnen, der styrede deres første møde. Hun tænker på ham om dagen og drømmer om ham om natten. Men da hun endelig finder Bodo, er han ikke så begejstret som hun og gør alt for at slippe af med hende. Det er dog ikke sidste gang de mødes, og under et bankkup, der går helt galt, får hun mulighed for at gøre gengæld. Skæbne eller tilfældighed? Langsomt finder de ud af, at der måske er en mening med, at deres veje bliver ved med at krydses. Det er mere end en film om tilfældighed og skæbne. Det er en film om en kriger, der kun kan finde ud af at bekrige sig selv og en kejserinde, der regerer på sit eget lille domæne. Sin egen lille baggård. Fælles for dem begge er dog, at de, som filmen udvikler sig, gennemgår en enorm forvandling, hvor de når langt ud over de rammer, de troede, de var bundet af.
Melankolien er larmende, men aldrig for meget, i dette over to timer lange epos om skæbner og tilfældigheder. Med sit smukke og drømmeagtige leje føles ’Krigeren Og Kejserinden’ dog aldrig så lang, som de passerende minutter vidner om. Billederne er varme og utroligt flot fotograferet. Vinklerne nærmest glider af sted i takt med den svømmende baggrundsmusik og skaber et vidunderligt spillerum for sanserne. Klipningen er så perfekt, at der ikke kan sættes en finger ned ét eneste sted. Det er meget høj klasse. Den selvudviklende historie starter ligeså pseudoagtigt og drømmende, som de visuelle effekter lægger op til og bygger sig op til den store finale med en særdeles eksperimenterende slutning. En symbolsk slutning hvor ender og kanter mødes. En slutning der placerer prikken over i’et og sender biografgængeren ud i aftenmørket med en rar fornemmelse i kroppen.
Bærende for ’Krigeren Og Kejserinden’ er også de to vigtigste hovedroller Sissi ( Franka Potente ) og Bodo ( Benno Fürmann ). Begge besidder en så stærk udstråling, at det i øjeblikke nærmest kan virke skræmmende. Franka Potente, der i øvrigt har været gift med Tom Tykwer, har tidligere haft hovedrollen i en anden af dennes film – ’Lola’ fra 1998. Siden er hun nået ud over de tyske landegrænser og har tillige medvirket i de amerikanske ’Storytelling’ og ’Blow’.
Ingen tvivl er der om, at Tom Tykwer er et af de største tyske instruktør-talenter i mange år. Det er ikke mange film, han endnu har lagt navn til. Men de få det er blevet til, har til gengæld markeret sig stærkt. Ud over den polske Kieslowski henter Tykwer primært sin inspiration hos danske Lars Von Trier og finske Aki Kaurismäki, der sidste år berigede Verden med ’Manden Uden Fortid’, ligesom Wim Wenders heller ikke bør forbigås i tavshed. Faktisk ser han disse som så store forbilleder, at han har instrueret en række tv-programmer om dem.
’Krigeren og Kejserinden’ er med sin særprægede og flotte fortællestil det tætteste, man kommer et filmisk rusmiddel. Lad der dog hurtigst muligt komme flere af denne slags film.
