Skriv en kommentar
Med cirkus krigen (2005) startede Jørn Balther sine polemiske indlæg i debatten om Christiania. Æstetikken er den samme her i opfølgeren ”Kulturkrigen” der lægger ud med billeder af politibetjente, der patruljerer på Christiania. Indover kommer Jørn Balthers nedtonede og lettere underspillede voice over ”Fra kulturkamp til kulturkrig og måske er det det der er ved at ske med vores land”.
Dermed præsenteres vi for Balthers projekt. I halvandet år har han stukket kameraet i alt, hvad han kunne få fat i. Der er således fra starten lagt en stærkt subjektiv vinkling på historien, der kommer til at dreje sig om, hvad den daglige politikontrol og slots- og egendomsstyrelsens retslige krav gør ved beboerne på staden. Først tager Balther fat i at tilbagevise, hvad han ser som almindelige fordomme om Christiania. Det drejer sig om, at man ikke tror, de betaler husleje eller for vand og elektricitet og om, at christianitter ikke arbejder. Christianitterne svarer her i en mosaik af citationer på disse og forklarer, at der bliver betalt til fælleskassen, der ordner kloaker, elektricitet og hvad der ellers er brug for.
Dernæst går filmens egentlige hovedtema i gang. Politiets færden på staden. Vi hører om lukningen af Cafe Måneskin og om ostesange, der forbydes i henhold til, at ost i de kredse er en gængs betegnelse for politi. Et andet stort tema i filmen udvikler sig sideløbende. Balthers personlige forhold og kamp mod politiet, der gang på gang forsøger at få den ihærdige mand til at stoppe med at filme.
Såvidt filmens hovedtemaer, der dog i Jørn Balthers egen voice over betegnes som ”Jeg har med denne film søgt at skildre det psykiske og fysiske pres, som ligger over Christiania dag ud og dag ind”. Ja, det må man sige. Balther er således helt og aldeles ude i et ensidigt projekt, der knytter sig til en præmis om, at politiet intet har at gøre på fristaden.
Desværre er filmen til tider ret kluntet ligesom voice overen kan virke næsten karikeret ensidig. Men voice overen er til tider forholdsvist morsom, da den kommenterer billederne på en påstået nøgtern måde, der dog ikke altid synes at holde.
Men når det er sagt, skal det også siges, at filmen har kvaliteter. Den er så åbenlys ensidig, at den bliver helt interessant. For Christiania skildres i sig selv som et paradis af velfungerende infrastruktur og en levende kultur. Mens politiet skildres som stygge instrumenter for regeringen. Men det spøjse er, at vi aldrig kommer omkring, hvad der egentlig er sket på regeringsplan, det forventes ligesom, at seeren er enig i, at regeringen fører Kulturkrig på Christiania.
Derfor vil filmen sikkert være umådelig sjov at se for folk, der er helt enige med Balther, mens den overhovedet ikke formår at føre en nuanceret dialog med seeren, der ikke umiddelbart deler dens ideologiske basis – Og det er helt klart filmens største problem.
Den lettere kluntede filmstil fungerer egentlig forholdsvis godt i de 40 min, som filmen varer. For den halvdårlige lyd, den lettere tilfældige kameraføring giver en form for ægte dokumentarisme, der holder en fanget.
Filmen kan opleves i den hyggelige lille Husets Biograf, hvor man ofte ser film, man ikke ser andre steder.
