Skriv en kommentar
Plakaten til Kung Fu Panda varsler ”Pandastisk Kaos”. Så er vi advaret. Vi får da også rigeligt af panda-bjørnen Po, den notoriske underdog og kung fu-fan der ved et tilfælde bliver udpeget til at være dragekrigeren. Den mytologiske kung fu-frelser, der skal redde den hyggelige hjemstavn. Hjemstavnen er en lille landsby i et eventyrligt wuxia-kina befolket af dyr, der agerer mennesker. Universet er altså helt igennem fantastisk. Heller ikke her skuffer filmens tagline.
Det kniber imidlertidigt svært med det kaotiske. Manuskriptet og det grundlæggende narrativ virker nærmest som noget manuskriptforfatterne Jonathan Aibel og Glenn Berger har fundet frem på Disneys overskudslager for brugte ideer, banale pointer og afvæbnende falde-på-halen-komik.
I sine drømme er den slaskede panda Po en frygtindgydende kung fu-kriger, der kæmper side om side med idolerne, de fantastiske fem (en tiger, en abe, en trane og en knæler). Sammen med deres mester Shifu og deres guru Oogway (henholdsvis en rotte og en skildpadde) våger de over landsbyen i deres krigertempel. I Po’s mindre dramatiske hverdag serverer han nudler i sin fars restaurant, og han kan kun kigge længselsfuldt op på templet, der huser hans idoler. Faren, der ejendommeligt nok er en and, har store planer om, at Po skal overtage nudelforretningen efter farmand.
Drømmen synes på alle måder at være udenfor rækkevidde. Men tilfældet vil det anderledes, og da mester Shifus fortabte søn Anak... nej, undskyld, Tai Lung, bryder ud af sit fængsel, er det tid til at finde dragekrigeren, der kan stå imod Tai Lungs vrede. Til alles store forbavselse udpeger den livskloge (læs: småsenile) Oogway Po til dragekriger. Det projekt er der ikke mange, der tror på. Slet ikke mester Shifu og de fantastiske fem, der ærlig talt føler sig en lille smule oversete. Men Shifu lærer at tro på, at der er en mening med alting (bla bla bla), og Po lærer at tro på sig selv, og så kan vi vist godt selv gætte resten. Filmens styrke er ikke dens manuskript, der er overpædagogisk, nærmest didaktisk, og egentlig ikke særlig sjovt.
Til gengæld er de debuterende instruktører, John Stevenson og Mark Osbornes, iscenesættelse helt i top. Filmen åbner med Po’s drøm. Det er en mørk og højdramatisk 2-D-sekvens, hvor Po i bedste Shogun Assassin-stil uddeler øretæver til diverse slyngler. Det er fed manga-stil! Realplanets farverige cinemascope-blilleder skaber illusionen af en vidtrækkende eventyrverden. Filmens univers er på alle måder overdådigt.
Men det bedste ved filmen er uden tvivl kampscenerne. Koreografierne er vildt intense og opfindsomme, og på intet tidspunkt mister man overblikket over kombatanterne og bevægelserne. Til tider glemmer man helt, at man sidder og ser på en flok animerede dyr, der kæmper mod hinanden i et animeret univers.
De danske stemmer fungerer fint. Rune Klan matcher næsten Jack Blacks magelig, men entusiastiske panda.
Kung Fu Panda har ikke Shrek-filmenes komik, til gengæld trækker den respektfuldt og faktisk ganske innovativt på inspirationen fra nye som gamle live-action kung fu-film. Universet og kampscenerne vil unden tvivl imponere og indfange filmens unge målgruppe (censuren er dog 7 år). Men hvorfor ungerne igen og igen skal spises af med fortærskede formular-fortælling, det begriber jeg ikke.
