Skriv en kommentar
Når jeg i dag ser ugens tv eftermiddagsprogrammer, er der en strøm af BBC-serier om ”Verdens længste togrejse”, ”Verdens farligste togrejse” og ”Verdens smukkeste togrejse”. Og den populære finske forfatter Rosa Liksom (født 1958) var i 1985 med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva mod Ulan Bator i Mongoliet – og skrev derefter romanen, Kupé nummer 6 - som den finske filminstruktør Juho Kuosmanen (født 1979) nu har en intens skildring af, hvad der kan ske i én kupé fra Moskva mod Murmansk en gang i 1990´erne. Hvor vi også på perronen får de skønne billeder af russiske damer med cigaretten i munden og en salgsbod med diverse varer – kiggende og undersøgende i deres store frakker og pelshuer.
Da hovedpersonen Laura forlader sin elskende kæreste Irina i Moskva, og sætter sig ind i toget, er det første hun hører fra kabineværtinden: Ingen spytklat på gulvet. Ingen affald på toilettet. Nyd rejsen. Og Laura har hele sin oppakning med ind i kupéen – som hun skal dele med en jævnaldrende minearbejder Ljoha fra selskabet Olenegorsk GOK. Og nu er Laura helt sin egen med alle de chancer, der kommer: Verden er enorm. Med muligheder. Farer. Risici. Nysgerrighed. Og i starten bliver hun af kæresten Irina på en lukket farvelsammenkomst mødt af et citat: For at flygte, må du vide, ikke hvorhen du skal, men hvorfra. Og det bliver afgørende.
Laura kan ikke lade være med at blive lidt betaget af Ljohas spontane handlinger og udtalelser – og en herlig scene, er hvor han på en perron er alene i sneen og laver snebolde, som han dels sparker til – men også skal imponere med at hælsparke, så han falder – hvilket får Laura til at smile – en usynlig kontakt, og det er da også hende, der indleder med en smuk berøring og hvad en vodka, cigaret ikke kan – ja, et kys kan forandre. Men Laura har også sympati for en ny rejsende, som hun inviterer ind i kupéen – men da han forlader toget nogle stationer senere – kan hun ikke finde sit videokamera. Han har stjålet det. Her var hele mit liv med latter, folk, fester - men nu går det op for hende, da hun fortæller om Irina – at livet er ikke på bånd – ja, i toget.
I 1988 rejste jeg selv med Den Transsibirske Jernbane fra Moskva til Nakhodka på vej mod Japan, så jeg kender stemningen i en kupé, spisesalonen, vinduesbillederne – og Kuosmanen har detaljerigt skildret forholdene – og da de på en station, kører væk fra toget skal de lige forbi et mindesmærke med Yuri Gagarin, den første rumrejser fra 1961 – som også var en tid, han på smukkeste vis skildrede i sin forrige film: ”Den bedste dag i Olli Mäkis liv” – den finske letvægtsbokser, der i 1962 voksede om VM.
Togrejsen og mødet med det uvante, gør noget ved både Lauras stilstand, spillet af den rødhårede Seidi Haarla med nærvær, elskovsrus og Ljoha spillet med de karakteristiske ar i panden af Juri Borisov – som forener de to modsætningers betydning for hinanden og livet med at vide, hvorfra man kommer – for at komme videre. Den roadmovie mod Murmansk, og arkæologistuderens og minearbejderens søgen efter livets vigtighed i det arktiske, gør filmen mere end seværdig og en stor nydelse.
