Alicja (Gabriela Muskala) lever et fredeligt og helt igennem almindeligt liv med mand og barn i en lille polsk provinsby, da hun en dag sporløst forsvinder. Da hun to år senere dukker op i Warszawa i leopardleggings og strithår, har hun ingen hukommelse og bliver anholdt uden identitetspapirer. For at finde ud af hvem hun er, deltager hun i et tv-show om forsvundne personer. Hendes far ringer ind, og Alicja må nu konfronteres med de manglende år, og mand og barn hun ikke husker, og som nu er som fremmede for hende.
Kvinden, der glemte sin fortid er en film om den sjældne mentale sygdom ’dossicativ fugue’, hvor en person pludselig mister hukommelsen og ofte forlader sit hjem og påtager sig en ny identitet i skarp kontrast til den de var.
Kvinden, der glemte sin fortid har en dramatisk start med urovækkende moderne kunstbilleder, der giver et forvarsel om, hvad der venter forude. Vi ser derefter Alicja dækket af jord, der kravler op på en togperron og bryder med alle sociale normer i sin opførsel, der får hende til at fremstå fuldstændigt fremmed og uden for normale konventioner. Det er stærkt og følger gennem hele filmen, der med blandede stive familiesammenkomster og heftige følelser vist ved lyd og klipning, viser Alicijas kamp med både sig selv og omgivelserne, der reagerer meget forskelligt på hendes forsvinden.
Originaltitlen Fuga (på engelske Fugue) leder, sammen med en scene hvor Alicja kaster sort mælk op, tankerne hen på det berømte digt med sammen navn af den Rumænsk fødte digter Paul Celan om sort mælk, der med referencer til Auschwitz giver en ekstra dimension til kampen om at finde tilbage til et ”normalt” liv (https://poets.org/poem/death-fugue / http://modkraft.dk/artikel/d%C3%B8dsfuga ).
Kvinden, der glemte sin fortid er ikke en film, der vil falde i alles smag, og er med sine manglende forklaringer og subtile antydninger langt fra mainstream Hollywood. Men er man til internationale film uden for boksen, er den kunstnerisk stærk og en rigtig perle udi fortællekunst, der er mesterligt fortalt gennem filmiske virkemidler.
Man sidder med opmærksomheden limet til lærredet og forsøger at gætte, hvad der er sket forud for hendes forsvinden. Vi ved ligeså lidt som hun gør, og det virker utroligt stærkt, godt krydret med det til tider ildevarslende lydspor, der forstærker sindsstemningerne.
Kvinden, der glemte sin fortid er på én gang surrealistisk, ægte og nærværende i sit portræt af nogle af det menneskelige sinds sider, vi normalt helst ikke taler om. Den er samtidigt overraskende nemt tilgængelig på trods af sin kunstneriske tilgang til det svære emne, og får de varmeste anbefalinger herfra.