Skriv en kommentar
’Kvinder uden Mænd’ er den iranske kunstner Shirin Neshats første spillefilm, og filmen har allerede skabt en del opmærksomhed, blandt andet har filmen vundet Sølvløven. Neshat er allerede kendt i vesten for hendes kunstværker, der som regel undersøger de sociale og psykologiske dimensioner af kvinders oplevelser i nutidige islamiske samfund. Som filmens titel indikerer så tematiseres dette aspekt også i denne film.
Filmen anvender en dramatisk periode i iransk historie i 1950’erne, hvor et amerikansk og britisk statskup styrter den demokratiske premierminister, Mohammad Mossadegh og genindsætter Shahen ved magten, til at belyse fire iranske kvinders skæbner. Selvom Neshat fokuserer på Irans turbulente historie så fokuseres der i den grad på de kvinder der bevæger sig gennem dette kompliceret samfund. Dette samfund, der fremmer den tvungne adskillelse fra mænd, men samtidige skal forberede kvinden på mødet med mændene.
Disse kompliceret forhold kan også bemærkes i forhold til de forskellige kvinders sociale lag; en prostitueret, en overklasse kvinde, en aktivist og en hengiven kvinde, hvis eneste ønske er at blive gift og få børn. Alle fire søger deres selvstændig identitet på et tidspunkt, hvor kvindens identitet kun bliver defineret ud fra mandens. Selvom deres liv er forskellige ender de forskellige kvinder samme sted, i en mystisk frugthave i udkanten af byen. Hertil flygter disse kvinder fra de klaustrofobiske rammer, der dominerer deres daglig eksistens. Her kan de fire kvinder live isoleret fra de problemer, der hidtil har kendetegnet deres liv, men det er kun et spørgsmål om tid før verden uden for murene trænger ind i de fire kvinders liv.
Neshat har formået at skabe en fascinerende film, der udnytter hendes fascination med hjemlandet. Det visuelle er fremtrædende hos Neshat, der filmer Irans gade med en poesi, der efterlader en målløs. Neshat er stærkest i hendes visuelle sprog, da filmen til tider føles som en politisk oplysende film, men denne følelse fjernes ved at inkorporere magisk realisme. Brugen af magisk realisme i denne film skaber en markant kontrast i forhold til nogle af de meget realistiske begivenheder, der finder sted i filmen. Men denne blanding føltes til tider mærkværdigt og forceret, da disse magisk realistiske elementer forekommer vilkårligt og besidder ikke en konsekvent forbindelse til historien, der fortælles.
Selvom Neshat formår at fortælle en historie, der påvirker en, så efterlades man med en følelse af utilstrækkelig, da Neshats billeder rummer så mange symboler, som formodentlig er uden for rækkevidde for mennesker uden et kendskab til den iranske kultur og historie.
