Skriv en kommentar
I Spike Jonzes mesterværk Being John Malkovich (1999) var det den 7½. etage, der førte ind i skuespilleren, John Malkovichs, labyrintiske sind og fremkaldte noget nær orgasmiske reaktioner hos de uindbudte gæster. I Kvinderne på sjette sal er det, som titlen mere end blot antyder, etage nummer seks, der huser al den joie de vivre, man kan ønske sig i sin ellers gabende regelmæssige, frygteligt gennemskuelige tilværelse.
En sådan kedsommelig, begivenhedsfattig bourgeois-tilværelse fører aktiemanden Jean-Louis Joubert (Fabrice Luchini), hvis hellige morgenritual knytter sig til husholderskens evne til kun at koge et æg i tre et halvt minut og altså ikke et sekund mere eller mindre. Jean-Louis` humørtilstand resten af dagen afhænger af denne kogekunstens bedrift, så det er slet ikke en så lille ting for den pertentlige aktionær. Hans livsledsager er hans ligeså ritualiserede, men selskabelige kone, der elsker daglige sniksnakkerier på dyre beværtninger med sine korrekt klædte, korrekt talende veninder, med hvem hun endevender den nyeste sladder, men også for en gangs skyld tilsnuser sig praktiske informationer om, hvor man kan anskaffe sig de mest lydige tjenestefolk.
Det viser sig, at den spanske demografi i tressernes Frankrig, udgør sådan et underdanigt folkefærd. De spanske stuepiger bosætter sig på sjette sal, og snart bliver bourgeois-parrets uantastelige, indrammede dagligdag vendt på hovedet, for der er fiesta på programmet, paella på menuen og amor i luften. Jean-Louis forelsker sig nemlig i den smukke Maria (Natalia Verbeke), og dertilhørende kærlighedskomplikationer synes uundgåelige, men hvad gør det, når det er den tilbageholdende franske Je t'aime, der kærlighedskolliderer med den fyrige, passionerede spanske olé, olé ...
Kvinderne på sjette sal er en film, der først og fremmest bliver båret af sine regnbuefarvede karakterer, som skvulper over af livfuldhed, gnist og passion. De spanske stuepiger er en summende latterkavalkade, der bygger sig en humoristisk rede helt nede i tilskuerens maveregion, hvor de udklækker det ene latteræg efter det andet. Det er både ligeså livsbekræftende som en smuk solopgang og ligeså varmt som en dejlig solstråle på en kølig vinterdag.
Man skulle tro, at en så kollektiv spansk portrættering ville have løbet en potentiel risiko for skæmmende karikaturtegning, men filmen evner at snige sig udenom dette billige karakterbaghold og udfylder i stedet sine aktører med troværdig menneskelighed og individuelle karaktertræk, der er flere niveauer over den simple, banale karikatur.
Bevares her er både glødende flamencotoner, højrøstede ordvekslinger og vildsomme gestikulationer, men filmen lader på intet tidspunkt de fem stuepiger i stikken, så de forfalder til endimensionelle papfigurer i front for den generelt larmoyante idé om den spanske sjæl. Filmen formår faktisk at indskyde litervis af ægte karaktersignifikans i sine åbenlyst elskede figurer.
Ikke engang den bedrestillede Jean-Louis og hans nydelsesfulde kone får en ensidig etiket klistret på deres sjæle. De får ligeledes flere facetter at arbejde med, og denne fine nuancering gør dem mere overbevisende og sympatiske. Man kan selvfølgelig indvende mod filmens leflen for den traditionelle opdeling mellem de rige og de fattige, hvor det velbetrukne livsgrundlag som følge af sin problemløse hverdag per automatik portrætteres som steriliseret for ekspressiv kærlighed, indfølt glæde og renskuret samvittighed, hvorimod den trængte hverdagsgang til gengæld er spækket med oprigtige smil, solidarisk empati og åndelig velvære. Forener man sig dog med denne konventionelle fordeling, indser man, at denne film, i modsætning til mange andre tematisk beslægtede film, faktisk magter at indfange flere forskellige refleksioner i dette ellers genkendelige skel mellem rig og fattig.
Jean-Louis er jo fundamentalt set en charmerende, retskaffen mand, ligesom hans energiske kone heller ikke er nogen typisk, småborgerlig Mrs. Bucket (Fint skal det være, red.), som logrer ivrigt med halen, når rige folk nærmer sig. De er udstyret med langt flere formildende træk, der nuancerer deres personager. De spanske stuepiger inkarnerer heller ikke det gennemgående billede af fattigdommens uspolerede repræsentanter, men eksponerer i enkelte scener visse problematiske dispositioner og knap så behagelig fremfærd.
Kvinderne på sjette sal er en fransk feel-good film af højeste karat. Man morer sig kosteligt undervejs. Den både er og ikke er en almindelig, traditionsbunden Herskab og tjenestefolk slags film.
Jean-Louis´ udvikling i filmen forekommer for eksempel kanske en anelse instrueret, ligesom forholdet til Maria ikke altid klinger rent, men filmens bund er god nok. Stabil og pålidelig. Komisk og karismatisk.
Livet leves på sjette sal, der synes svimlende tæt på den sorgløse syvende himmel.
