Skriv en kommentar
Dokumentar-veteranen Frederick Wiseman har igennem de seneste 40 år beriget genren med ikke mindre end 35 film, og den 36 i rækken foregår i ballettens verden, på Paris’ glamourøse Palais Garnier.
”La Danse” dokumenterer de tre måneder Wiseman tilbragte i Palais Garniers lokaler, fra de prægtigste scener til de dunkleste pulterrum.
Filmen er uden yderligere introduktion, end nogle udsøgte panoramiske klip af Paris med himlen bag sig, og et kamera, der søgende går gennem kælderbygninger i Palais Garniers overvældende nybarokke operabygning, der oser af pompøsitet. Derefter kastes publikum direkte ind i dansernes opvarmning, hvis yndefulde visualitet og fascinerende rytme, virker nærmest hypnotiserende.
Paris Opera Ballet som institution vækkes nærmest vibrerende til live, med klip fra alle instanser, lige fra cafeteriet til kostumerummet. Man føler sig i høj grad som en del af en objektivt observerende organisme, når man ligefrem bevidner kokkens rygepause, økonomiske diskussioner og teknisk ansvarlige forslag til belysning.
Med et nysgerrigt og insisterende kamera, går han helt ind under huden på dansernes ekspertise, og hans tekniske disciplin yder dansernes fuldstændigt retfærdighed.
Fortællingens elementer opløses, og dansen præsenteres afskåret fra dogmatiske strukturer, og opleves som den virkeligt er: en enestående kunstart for hvilken tid, opbygning og ramme forbliver irrelevant, og derfor må fremstilles i en nærmest abstrakt repetativ cyklus.
Wiseman fortjener anerkendelse, for ikke at forsøge, at gøre ballettens fysiske bevægelser til offer for verbale analyser. Han lader dansernes kroppe tale, i stedet for at tvinge dem deres budskab i munden.
Det er et studium i kroppens kapabilitet, og man kan mærke instruktørens brændende interesse for talentets udvikling, og hans ønske om at fange den med kameralinsen.
Arbejdet bag kunsten kommer til live i koreografernes stemmer, der formidler overgangen fra teknik til kunst. Bortset fra dette, bliver der ikke talt meget, men dansen er filmens dialog, hver bevægelse bliver en replik, og giver alt i alt et manus der er stramt koreograferet.
Den endelige opvisning ved filmens slutning virker næsten antiklimatisk, efter den intimitet man som beskuer har opbygget med dansens bevægelser. Processen er blevet filmens hovedomdrejningspunkt, en rejse som end ikke det ypperste resultat kan komme op på siden af.
Filmen er lang, men udnytter sin tid, til at give elegancen den plads og tid den fortjener, og man fornemmer respekten for dansen som kunstart. En respekt der videreføres til seeren. Filmens præstation udviser ligeså stor prestige og perfektion som kunsten den portrætterer.
