Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Filmen, det her skal handle om, spillede en helt central rolle ved årets Oscar-uddeling (referatet kan stadig findes i vores artikel-arkiv). Episoden udspillede sig ved den sidste pris-overrækkelse, som traditionen tro gjaldt titlen som bedste film. Den absolutte mest prestigefyldte af dem alle. ”And The Oscar Goes To… La La Land”, lød det. Ikke desto mindre var det bare ikke tilfældet. Et koks i vinderkortene var årsag til miseren, og dermed måtte statuetten videregives til Moonlight (6 stjerners biograf-anmeldelse / blu-ray anmeldelse på vej). Det er naturligvis aldrig sjovt at blive kåret som vinder, for så at få sejren frataget 10 sekunder senere, men La La Land ”gik” på ingen måde tomhændet hjem fra festlighederne. 6 Oscars ud af de 14 nomineringer, og dertil kan så lægges 7 Golden Globes og 4 BAFTAS + specialpris. Det er med andre ord en af nyere tids mest vindende værker vi har med at gøre – og samtidig en udpræget hyldest til Hollywood.
Handlingen er meget enkel. Vi følger to drømmere, som jagter det store gennembrud. Sebastian (Ryan Gosling – Drive) er jazz-musiker og Mia (Emma Stone – Birdman), som håber på at skabe sig en karriere som skuespiller. De mødes ved en tilfældighed og forelsker sig, og må selvfølgelig gennem både opture og nedture, før de ligesom finder sig til rette. Mere er der ikke i det. Heldigvis er filmens fremdrift det helt store scoop i denne sammenhæng, for selvom man skal trækkes med alle musical-genrens hæsligheder i form af fimset dans og sukkerbefængte musikalske indslag, så kommer man tilpas rundt i kringelkrogene til at nyde de mange skulderklap til Los Angeles' (læs: Hollywood) DNA. Alt fra Chaplin til James Dean får anerkendende nik undervejs. Jeg havde faktisk forventet at det ville blive kvalmt og alt for meget selvros, men jeg må blankt erkende at dette rent faktisk er filmens udstrakte højdepunkt.
Det lader til at Damien Chazelle har fint fat i tidens trend, for det med at skabe et verdensomspændende hit gjorde han præcis forinden La La Land. To år tidligere var han nemlig arkitekten bag Whiplash, som også høstede en stribe Oscars (3). Om han kan gøre det igen ved vi i 2018, hvor hans kommende projekt First Man rammer lærredet. Jeg tør nu allerede godt erklære den for kæmpe Oscar-potentiale. Han ”genbruger” nemlig Ryan Gosling og kredser om historien om Neil Armstrong, som netop var ”first man” på månen. Det er svært at forestille sig at den ikke skulle blive næste års talk of the town, om ikke andet i Staterne.
Jeg var glimrende underholdt overordnet set vedrørende La La Land og tildeler den 4 stjerner. En ret pæn karakter, hvis jeg selv skal sige det. Særligt fordi det er holdt op mod mit antimagnetiske forhold til musicalgenren, som ofte er en påtaget undskyldning for at lave kostume-drama lagt i rammerne af uudholdelig cabaretmusik. Denne signatur har i anmeldersammenhænge tidligere decideret jordet titler som Les Miserables og Phantom Of The Opera. Er man til den slags, så har vi en række kulturelle bygninger som holder åbent til karneval. Lad nu bare biografgængere beholde deres frirum for original virkelighedsflugt! La La Land vinder dog på sin velorkestrerede handling, som man har fået meget ud af, trods sin simpelhed. Det, som giver La La Land ridserne i lakken, er de afskyelige dansesekvenser, hvor eksempelvis noget så irriterende som en trafikkø pludselig lyser op i noget lyserødt miskmask, hvor alle involverede ud af det blå kan synge den samme sang, og - hokus pokus - også giver en koreograferet gang tapdance oven på bilerne, som ja – formentlig giver ridser i lakken!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
