Skriv en kommentar
Mange kender sikkert til misbrug – enten fra familie, venner og andre kære. Instruktøren Baldvin Zophoníasson har her fortalt en historie baseret fra egne erfaringer. Historie får lov til at danne rammer om det ellers idylliske Island, men nu er der fokus på misbrug og dårlige valg i livet.
Livets svære valg
Den 15-årige Magnea ( Elín Sif Halldórsdóttir) møder Stella ( Eyrún Björk Jakobsdóttir), og derefter forandres hendes liv sig markant. Hun begynder at feste og tage hårde stoffer. Samtidig får hun følelser for Stella, og de forsøger at holde deres hverdag i gang med at stjæle, feste, alkohol og ikke mindst deres kærlighed. De tvinges til at splittes og ses ikke igen før 12 år senere. Dette bliver et skæbnesvangert møde, ikke blot for de to kvinder, men for alle involveret.
Fantastisk filmatisering i det islandske
Det er et modigt valg at fortælle historien i et samfund som Island. Normalt tænker vi på et idyllisk og meget fredeligt samfund, men naturligvis er der også skeletter i skabene. Dette sås b.la. også i ”En hvid, hvid dag”, hvor hovedkarakteren også blev nød til at konfrontere med fortiden. Samtidig er det også et sundt indblik at få. For naturligvis følges dårlige valg og konsekvenser i alle samfund – idyllisk eller ej. Dette er også med til at bevare realismen, da det er inspireret af Baldvin Z’s egne oplevelser. Filmen styrker ligger også i fantastiske skuespilspræstationer fra de to hovedkarakterer. Der bliver aldrig gået på kompromis med stofferne eller deres adfærd og autenciteten bliver vedligeholdt igennem hele filmen. Den helt store kliche inde for misbrugere er at sige ”Stol på mig”. Her viser instruktøren overskud, og viser netop, hvordan man aldrig kan stole på misbrugere, da de er programmeret til at lyve og manipulere.
Smuk skildring af misbrug
Filmen udspiller sig over flere år, og vi følger personerne og deres konsekvenser. Der bliver skildret pigernes egne skæbne, men også hvordan Magneas familie reagere. De er overbeskyttende, men vil hende gerne det bedste. Og når Magnea flere gange afviser familiens råd om behandling, ændrer hun desværre ikke sin egen skæbne. Den evige kamp med, at man bliver nød til at acceptere, at man har brug for hjælp for at kunne få det bedre. Derudover følger vi dog nogle mønsterbrydere, som slap ud af misbruget, men hvorfor? I en over 2 timers film er der fortsat løse ender, og som publikum sidder vi fortvivlet over nogle af karakterens konsekvenser. Der er så ærgerligt, at slutningen bliver så forvirret, når resten af filmen har været meget velfortalt og velspillet.
”Lad Mig Falde” er smuk, velfortalt og velspillet. Den går dybt ind i kernen af misbrug. Ikke blot af personerne, men også deres pårørende. Det står i skærende kontrast med det idylliske billede, vi har af Island, men misbrug følger desværre alle samfund.
