Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Selvom Quentin Tarantino gang på gang har vist at hans film ikke er mere end en finurlig collage af indflydelser, så er tilfældet ”Kill Bill” ikke så åbenlyst et plagiat af ”Lady Snowblood”, som nogle gør det til. Det er rigtigt at der er flere plotpunkter og kameravinkler, såvel som kapitelinddelingen og en enkelt sang der peger direkte mod Toshiya Fujitas klassiske hævn-fortælling, men det er også alt. ”Lady Snowblood” er ikke en film der bliver ødelagt hvis man har set ”Kill Bill” først.
Tværtimod er det et ganske enestående kapitel i den bølge af moderne, japanske samuraifilm der dukkede op omkring 1970. Ligesom kæmpesucceserne ”Hanzo The Razor” og ”Lone Wolf And Cub” er ”Lady Snowblood” baseret på en tegneserie af Kazuo Koike, men i modsætning til de stilistisk traditionelle fortællinger om mandlige hævnere og moralske lejemordere, så adskiller filmen sig ved også at lade tidens mange nybølger ramme indover sit formsprog. Det ses i den kvindelige hovedperson, de subjektive kameravinkler, den mærkværdige lydside og den populære voice-over.
Den japanske nybølge hentede inspiration i den franske og dens leg med konventioner og filmmediet. ”Lady Snowblood” ligger et sted i spændingsfeltet mellem de mange formbrud og den traditionelle og meget blodige, japanske samuraifilm. Ligesom Kinji Fukasaku samtidigt gjorde op med Yakuza-filmens misvisende glamorisering af gangsterne, så er der ikke megen ære eller traditionalisme at spore hos vor hovedperson Yuki – kun blodtørst. Født til at hævne mordet på sin moders ægtemand, født i skam og hævngerrighed har hun kun et eneste mål med tilværelsen. At fjerne fire mænd fra denne jord.
Og det gør hun på vanlig japansk maner, hvilket vil sige masser af råben, skrigen, nøgenhed og rød maling på markerne. Men hun gør det i en fortælling der benytter sig af snørklede flashbacks, tegnede sekvenser (der uden tvivl har været en inspiration, men som dog er milevidt fra animations-kapitlet i Kill Bill), overraskende musik og en tone der veksler imellem at være pågående og nærmest meditativ.
I hænderne på Fujita er filmen både så nyskabende og så rodet som den lyder. Den er tydeligvis skabt under tidens typiske, forhastede vilkår og de mange innovationer virker til tider mere kastet ind end overvejet placeret. Alligevel har filmen en vis charme, dynamik og særegen sammenhæng der bestemt gør den værdig til sit rygte. Den ligger et sted mellem samtidige filmskabere som Suzuki og Fukasaku, men samtidig placerer den sig i forlængelse af en lang række traditionelle samuraifilm – den har bare ingen samuraier. I sandhed en speciel film.
I hænderne på Another World ville jeg ikke have forventet andet end den høje billedkvalitet vi bliver præsenteret for. Det anamorfiske widescreen billede er knovskarpt, ligesom lyden på alle måder lever op til dagens standard. Det ville dog have været rart med noget mere bonusmateriale. Lidt skrevne informationer og et omfattende trailershow er alt vi bliver budt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
