Skriv en kommentar
Da jeg så indledningen til den smukke og pirrende film Lamb - hvor vi i de første billeder daler ned gennem en grydefuldtåge og aner dyr i sneen, kom jeg til at tænke på den danske forfatter Martin A. Hansens (1909-1955) landskabelige beskrivelse af tågen, som gør alting stille, og hvor fantasien sættes i gang, fordi man ikke ved, hvad der kommer.
Det var sådan jeg havde det, da jeg så tågens mysterium i filmen.
Vi følger et ægtepar på den ensomme gård med en tæt beskrivelse af dyrenes formåen – eneste gang med heste er i begyndelsen med den stærke blæst, og alle hestene ser henimod os og løbe modsat. Hvad kan vi finde på at gøre ved dem?
Men filmens hovedpersoner er fårene eller fåret. Det barnløse ægtepar, Maria og Ingvar, bliver ramt af kærligheden til et nyfødt kid og det fornemmes tydeligt, at de har mistet deres eget barn ved navn Ada, som de havde fået tøj til – og fåret bliver i det bedste folkeeventyr opdraget som et barn og iklædt børnetøj, sidder med ved morgenbordet, og ligger i en kravlegård – som det til tider forlader i skrigets navn. Det afreagerer på menneskets tæmning. Det er billedet, der taler – der siges ikke meget i starten – lidt som hos en onkel på et sønderjysk landsted for et par år siden.
På et tidspunkt dukker Ingvars bror op, og han er hurtig til at konkludere deres lidt sygelig trang til at barnliggøre et får. De ligner hinanden meget og det antydes lidt, at han for mange år siden har haft en affære med Maria –men både Ingvar og Maria er snærende over for broderen, Pétur, Bland dig ikke i hvordan vi lever vores liv!!
Og det gør han selvfølgelig, og bliver glædelig overrasket over først at se et trommesæt, som Ingvar har stående i den støvede lade, som straks bliver anvendt, og da Maria sætter en gammel video på med Pétur som udøvende musiker – hvilket skaber megen fest på gården med spiritus, og da Ingvar falder i søvn med fåret, Ada, narrer Maria med en antydning af elskov, og hun lukker en dør op – som Pétur falder ned i – og den bliver låst. Hun vil forsøge at låse gammel kærlighed inde.
Huset er indrettet med Johs. Larsen lignede ænder på væggen, et farvebillede af gården og tunge møbler, og værkstedets mange redskaber afslører tydeligt, at der er langt til nærmeste by. En scene sidst i filmen er meget sigende, da Pétur spørger Maria: Har du fortalt Ada, at du skød hendes mor.
Den debuterende islandske filminstruktør Valdimar Jóhannsson har i mere end ti år med held samarbejdet med den islandske digter Sjón, som i 2005 fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Skygge-Baldur”, som også er i den islandske folkesagnstradition med katte og ræve som onde ånder. Og Maria spilles rammende og hjerteligt af Noomi Rapace, selv om jeg fra starten godt kunne se, at hendes lange hår og ansigtsudtryk ikke er landligt, men hun er handlekraftig på en tankevækkende måde. Og brødrene Ingvar (Hilmir Snær Gudnason) og Pétur (Bjorn Hlynur Haraldsson) virker mere stedlige og autentiske i deres aflagte arbejdsklæder. Og filmfotografen Eli Arenson har skabt en så smuk billedverden af naturens store klipper med dens styrke, at turiststrømmen må forøges. Det ses i filmens rulletekster, at Valdimar Johannsson har hentet nerve fra den store ungarske filminstruktør Béla Tarr, som skildrer landsbyens langsomme tilbageblik med stort kendskab.
Hvordan det ender i den islandske film, må folk hurtigt selv gå ind og se med slutbilledet af Maria, der lægger hovedet tilbage og med lukkede øjne, ser op i himlen.
