Skriv en kommentar
Noget er i gære i den humorfyldte ende af spektret på den amerikanske Independent filmscene. Den livsglade farvelade ”Juno” har tidligere på året gjort sit succesfulde indtog i de danske biografer med vid og charme. ”Juno” behandlede emnet teenagegraviditet med lige dele humor og tvetydighed og krøb dermed uden om dogmatiske svar på en vanskelig problemstilling. Denne tendens fortsætter med årets anden markante og uafhængige humørbombe, ”Lars and the Real Girl”.
Lars (Ryan Gosling) er en venlig, men ensom enspænder. Lars bor i garagen i en lille amerikansk snebedækket flække hos sin bror Gus (Paul Schneider) og hans kone Karin (Emily Mortimer). I den lille by spekuleres der i, hvorfor denne pæne unge mand, Lars, dog ikke har en kæreste – er han bøsse eller bare sær? En dag vender vinden imidlertid, da Lars, efter mangt en opfordring, inviterer sig selv til middag hos Gus og Karin, og det endda med en date. Lars’ bekendtskab hedder Bianca og er stærkt religiøs og kørestolsbruger – eneste problem er, for Gus og Karin, at Bianca er en dukke! Lars lider af en vrangforestilling, fortæller byens psykolog. Kuren indbefatter dog ikke kun psykologsamtaler, men hele byens engagement. Byens beboere skal spille med på Lars’ dukkeleg og undgå at kommentere på disse kejsernes nye klæder.
Først var Lars ene og alene, hvilket virkede unormalt i byens øjne. Som reaktion på denne normafvigelse finder Lars en at dele livet med, Bianca. Dette behager imidlertid heller ikke byens norm, der nu hellere ser ham alene end glad. Samfundets snævre normer og rammer for, hvad der er normalt og rigtigt, er temaet i ”Lars and the Real Girl”. Singlelivet, udenfor samfundets normbase nr. 1, parforholdet, er for mange en anormal ulykke. Med sin spydige humor prikker ”Lars and the Real Girl” til denne af samfundet vedtagne sandhed. Filmen udstiller særdeles skarpt det moderne samfunds selvmodsigende og hykleriske normer. Et samfund, eksemplificeret i byen, der igen og igen peger med dets frelste fingre på Lars som en unormalitet, der bør rette ind. I byen er der i udgangspunktet ikke plads til den enkeltes lykke, hvis den strider mod byens moralske love. ”Lars and the Real Girl” synes at være en veltilrettelagt hilsen til et USA, hvor synet på abort, som ”Juno” tog sig af, homoseksuelles rettigheder og normafvigelser generelt bliver mere og mere sort.
”Lars and the Real Girl” er mere end blot en veltilrettelagt dukkeleg. Filmen er en mesterlig fiktionsmanipulation. Som tiden går lærer lokalsamfundets beboere, Gus og Karin inklusiv, at acceptere og påskynde Bianca som en rigtig person. Samme udvikling sker på forunderlig vis med os som beskuere. I filmens begyndelse finder man som beskuer Lars og Biancas forhold lige så absurd og komisk, som byens øvrige persongalleri gør det. Langsomt transformeres vores og byens syn, nærmest parallelt, på kærlighedsforholdet. Film og fiktion kan noget helt særligt. Filmmediet kan få os til at le og græde på vegne af fiktive karakterer og sætte os i deres sted. Instruktør Craig Gillespie har med ”Lars and the Real Girl” skubbet denne filmmediets kunnen yderligere en tak. Det kan virke som om Gillespie har sat sig for at vise, at han kan få os til at holde af meget mere end levende fiktive karakterer. Det lykkes. Bered dig derfor på at le og græde i selskab med Lars’ rigtige drømmepige.
”Lars and the Real Girl” er en lille sommersensation. Den er først og fremmest morsom og til tider ganske rørende. Endvidere har den en charmerende skævhed, som en Independent-film bør og skal det. Det ekstra jordbær i sommerfløden kommer dog af den dybde filmen besidder, der absolut ikke er sommerlet, men derimod skummende seriøs.
